Olietanke
Din olietank har begrænset holdbarhed, og en læk kan forurene både jord og grundvand
Regler for mindre olietanke
Der gælder forskellige regler for olietanke mindre og større end 6.000 liter. På denne side kan du læse mere om, hvordan du kan etablere, udskifte, sløjfe eller bortskaffe olietanke, der er mindre end 6.000 liter.
Se nederst på siden for link til information om større olietanke.
Selvbetjening
Sløjfning af olietank
For tanke mindre end 6.000 liter er det i lovgivningen fastsat, hvor længe de må være i drift - også kaldet sløjfningsterminer. Tankens fabrikationsår står på tankattesten og på tankens mærkeskilt. Tanke, hvor fabrikationsåret ikke kendes, skal sløjfes straks.
Overjordiske ståltanke under 6.000 liter skal sløjfes inden for følgende sløjfningsterminer:
- Tanke med indvendig korrosionsbeskyttelse skal sløjfes senest 40 år efter fabrikationsåret.
- Øvrige overjordiske ståltanke skal sløjfes senest 30 år efter fabrikationsåret.
Nedgravede ståltanke under 6.000 liter skal sløjfes inden for følgende sløjfningsterminer:
- Tanke med indvendig korrosionsbeskyttelse og med udvendig belægning med glasfiberarmeret polyester skal sløjfes senest 50 år efter fabrikationsåret.
- Tanke uden indvendig korrosionsbeskyttelse, men med udvendig belægning med glasfiberarmeret polyester skal sløjfes senest 40 år efter fabrikationsåret.
- Tanke med anden typegodkendt udvendig belægning end glasfiberarmeret polyester skal sløjfes senest 50 år efter fabrikationsåret.
Plasttanke under 6.000 liter skal sløjfes inden for følgende sløjfningsterminer:
- Overjordiske plastanke skal sløjfes seneste 40 år efter fabrikationsåret.
- Nedgravede plasttanke skal sløjfes senest 45 år efter fabrikationsåret.
- Tanke med anden typegodkendt udvendig belægning end glasfiberarmeret polyester skal sløjfes efter 50 år.
Hvis du er i tvivl om alderen på din olietank, kan du kontakte Brøndby Kommunes Miljøafdeling.
Sådan sløjfes olietanken
Hvis olietanken er nedgravet, kan du vælge mellem to løsninger:
- Påfyldningsrøret fjernes, tanken tømmes helt, spules og suges ren af fx en slamsuger og en afblændingsprop monteres nede på tanken.
- Tanken tømmes helt, spules og suges ren af fx en slamsuger. Tanken graves op og sendes til jernhandel.
Hvis olietanken er overjordisk enten indendørs eller udendørs gælder:
- At tanken tømmes helt og bortskaffes til jernhandel eller afleveres på kommunens genbrugsstation.
Du bør overveje, om der kan være sket en olieforurening fra spild eller udsivning i forbindelse med tankens anvendelse. Hvis forureningen opdages, når tanken tages ud af brug, vil en obligatorisk forsikringsordning for villaolietanke kunne dække en evt. forureningsoprydning.
En opgravning evt. suppleret med en jordprøve kan fastslå, om der er sket forurening og vil ofte gøre et evt. salg af ejendommen lettere, da der derved ikke længere er usikkerhed om en evt. forurening.
Utætte olietanke kan forurene jorden, og olien kan sive ned i grundvandet. Din olietank skal være typegodkendt, og den skal holde tæt.
Miljøstyrelsen har fastsat terminer for, hvornår de forskellige typer olietanke skal sløjfes, og du skal selv være opmærksom på, hvornår din olietank skal sløjfes.
- Hvis du er i tvivl om din olietank er i orden, kan du kontakte en oliefyrstekniker. Teknikeren foretager et miljøtjek af olietanken med henblik på eventuelle ændringer.
- Fabrikationsåret står på mærkeskiltet på påfyldningsstudsen, på selve tanken eller på tankattesten. Hvis det er svært at datere din tank, kan du få hjælp i Miljøstyrelsens vejledning. Hvis du har mistet attesten, skal du kontakte kommunen, som almindeligvis har en kopi.
Tager du en olietank varigt ud af brug eller sætter en ny op, skal du huske at give kommunen besked. Du kan få flere oplysninger om reglerne for olietanke hos kommunen.
Når du skal have en ny olietank, skal du anmelde det til kommunen 14 dage inden etableringen, uanset om den er overjordisk eller skal nedgraves.
Anmeldelsen skal indeholde:
- en skitse over olietanken og rørenes placering på ejendommen
- en beskrivelse af olietankens størrelse og type, samt hvilket materiale den er lavet af
- tidspunkt for etablering
Du skal sikre dig, at leverandøren udleverer en tankattest. Attesten er en garanti for, at din olietank er typegodkendt til at opbevare fyringsolie. Du skal sende attesten til kommunen senest på etableringstidspunktet.
Går der hul på din olietank, skal du straks melde det til kommunen. Det gælder både for olietanke i brug, og gamle, som ikke længere er i brug.
Det er lovpligtigt for alle tankejere at have en ansvarsforsikring, som dækker for oprensning af olieforurening.
Du har automatisk en ansvarsforsikring, hvis du får leveret fyringsolie fra et af de olieselskaber, der er medlem af Energi- og Olieforum, oliebranchens brancheorganisation, eller fra en leverandør, der får olie fra et af disse.
Du er dog ikke dækket, hvis din tank eller rør er ulovlige. I så fald må du selv betale for oprensningen.
Du kan få mere at vide om reglerne for oprydning af forurening fra en utæt olietank hos kommunen. Hos Drivkraft Danmark kan du få mere at vide om den fælles forsikring mod olieudslip.
Kontakt
Klima og Miljø
Teknik- og Miljøforvaltningen
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Tlf. 43 28 24 35
Åbningstider
Mandag - onsdag: Kl. 09:00 - 13:00
Torsdag: Kl. 13:00 - 17:30
Fredag: Kl. 09:00 - 12:00
Telefontider
Mandag - onsdag: Kl. 09:00 - 14:30
Torsdag: Kl. 13:00 - 17:30
Fredag: Kl. 09:00 - 12:00