Praktik og løntilskud
Måske er et løntilskud eller en virksomhedspraktik det, der skal til for at du kommer i job.
Løntilskud og praktik
Du kan komme i praktik i en offentlig eller privat virksomhed. Praktikperioden kan variere i længde, alt efter hvilken ydelse du modtager. Det skal være en sammenhængende periode, for at du får det største udbytte af praktikken.
Der gælder særlige regler for varighed af praktikperioden for personer under 30 år. Et praktikophold kan føre til fx et job i en privatejet virksomhed eller et job med løntilskud.
- Praktik i en virksomhed kan give erfaring og udvide dit netværk, så du får lettere ved at finde et job.
- Du kan selv kontakte en virksomhed og foreslå, at du kommer i praktik hos dem.
- Praktikken skal godkendes af jobcenteret, før du må starte.
Du kan blive ansat med løntilskud i en privat eller en offentlig virksomhed, når du har været ledig i seks måneder.
Der er dog mulighed for at komme i løntilskud fra først ledighedsdag, hvis du er over 50 år, er enlig forsørger eller ikke har en almen eller erhvervsrettet uddannelse.
Et job med løntilskud giver erfaring og mulighed for at udvide dit netværk. Mange ansættelser med løntilskud fører desuden til fastansættelser.
Ansættelse med løntilskud skal godkendes af jobcenteret, før du må starte.
Forløbet aftales i samarbejde mellem dig, jobcentret, din a-kasse og en virksomhed. Hvis du bliver ansat i et job med løntilskud, skal du fortsat være tilmeldt som ledig i dit jobcenter.
Der gælder særlige regler for unge under 30 år.
Løntilskud - private virksomheder
Når du har været ledig i seks måneder, har du mulighed for at blive ansat med løntilskud hos en privat arbejdsgiver. Her får du løn efter den gældende overenskomst eller den løn, der normalt udbetales for det pågældende arbejde. Ansættelse med løntilskud hos en privat arbejdsgiver kan være op til 6 måneder.
Løntilskud - offentlige virksomheder
Når du har været ledig i seks måneder, har du mulighed for at blive ansat med løntilskud hos en offentlig arbejdsgiver. Du får en fast timeløn, som pr. 1. januar 2022 er på 131,19 kr. og får udbetalt løn, som svarer til din ydelse som ledig.
Ansættelse med løntilskud hos en offentlig arbejdsgiver kan være op til 4 eller 6 måneder alt efter hvilken ydelse du modtager.
Hvis du modtager hjælp til forsørgelse og samtidig er i et beskæftigelsesrettet tilbud, kan du være berettiget til befordringsgodtgørelse, der er bevilget af jobcentret.
Du er altid velkommen til at henvende dig til jobcenteret, hvis du har spørgsmål til befordringsgodtgørelse.
Mere om løntilskud og praktik
Kontakt
Åbningstider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 15.00
Torsdag: Kl. 09.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00
Telefontider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 09.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00