Rådgivning og støtte til familier
Se hvilken støtte kommunen tilbyder til børn, unge og familier
Har I brug for rådgivning eller støtte?
Se hvordan vi kan hjælpe dig
Tilbud til familier
Anonym Familie Rådgivning, AFR, er et åbent og gratis tilbud til gravide og familier med børn under 18 år, som bor i kommunen. Rådgivningen er tværfagligt sammensat, med bl.a. socialrådgivere, sundhedsplejersker og andre relevante fagpersoner, som alle er ansat i Brøndby Kommune.
Vi tilbyder en professionel rådgivning, hvor du har mulighed for at mødes med en professionel op til 4 gange uden registrering
Hvordan kan AFR hjælpe?
Vi kan tilbyde hjælp til at afklare udfordringer, som kan forekomme i familien, eller vi kan henvise til andre tilbud, som kan hjælpe dig og din familie.
Vi drøfter dine bekymringer, hvordan de er opstået, hvem det berører, samt afsøger ideer og nye handlemuligheder. Du er velkommen til at tage dit barn, din partner eller andre relevante relationer med. Vi kan tilbyde tolk, hvis der er behov for det.
Vi kan f.eks. hjælpe med:
- at få hverdagen til at fungere i familien - både for børn og voksne. Temaerne her kunne være vanskeligheder i forældrerollen, herunder grænsesætning
- kulturforskelle og de dilemmaer/udfordringer, der kan opleves i familielivet
- kommunikationen i familien
- parforholdsproblemer, skilsmisse eller overvejelse herom
- at få det til at fungere i den sammenbragte familie med ”dine, mine og vores børn”
- samværsproblemer
- sygdom eller dødsfald i familien, som kan påvirke både børn og voksne
- børns trivselsproblemer
- usikkerhed omkring dit barns udvikling f.eks. i forhold til sundhed, angst eller sociale udfordringer
- mistanke om misbrug
- sorg/krise eller reaktioner på akutte hændelser
Du kan enten vælge at møde op personligt på vores adresse eller ringe og aftale en tid. Der er åben for personlig henvendelser hver tirsdag mellem kl. 15-18, bortset fra i skolernes ferier, hvor der i stedet vil være åben for telefonisk rådgivning.
Vi har adresse på Nørregårdscentret beliggende på Horsedammen 42 gang C, 2605 Brøndby. Telefonnummeret er 2037 6384.
Rådgiverne i Børn, Unge og Familier samarbejder med dig som forælder, dit barn, samt skolen, dagtilbud mv. for at finde frem til problemstillingerne hos dit barn.
Hvilken støtte kan du få?
For at hjælpe dit barn, som har behov for særlig støtte, kan rådgiverne bevilge og iværksætte denne særlige støtte, jf. barnets lov § 32, og der kan f.eks. være tale om:
- ophold i dagtilbud, fritidshjem, ungdomsklub uddannelsessted el. lign.
- praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet
- familiebehandling eller behandling af barnets eller den unges problemer
- ordning med kontaktperson for barnet, den unge eller hele familien
- etablering af døgnophold
- aflastningsordning
- anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet på et anbringelsessted
- praktiktilbud
Vi skal undersøge dit barns forhold
Inden rådgiveren kan tilbyde den særlige støtte, skal dit barns forhold undersøges, dette kaldes en børnefaglig undersøgelse. Denne børnefaglige undersøgelse, som omfatter dit barns udvikling og adfærd, jeres familieforhold, dit barns skoleforhold, fritidsforhold og sundhedsforhold og andre relevante forhold, skal være afsluttet inden for 4 måneder og være nået frem til en vurdering af, hvad dit barn har behov for.
Du, som forældremyndighedsindehaver, skal som udgangspunkt være enig i, at rådgiveren udfærdiger undersøgelsen og du skal også selv deltage i undersøgelsen, men rådgiveren har mulighed for at lave undersøgelsen uden din accept, såfremt dette vurderes nødvendigt.
Dit barn har ret til at have en bisidder med til møderne.
Børn og unge skal høres
Som en del af undersøgelsen, skal dit barn høres. Hvis rådgiveren vurderer, at dit barn skal anbringes uden for hjemmet, skal dit barn som udgangspunkt inviteres til en børnesamtale, som skal afdække dit barns holdning til den afgørelse, som rådgiveren påtænker at træffe.
Samtalen kan finde sted uden samtykke fra dig som myndighedsindehaver og uden at du er til stede, når hensynet til dit barns bedste taler for det.
På Ældre- og Socialministeriets hjemmeside kan du læse mere om børnesamtalen.
Mangler du en ekstra Bedste?
Så kan en BonusBedste måske være noget for dig.
BonusBedsterne er rare, glade og fornuftige ældre, som har tid og overskud til at være en del af dit barns liv. Med en reservebedste udvider du dit familienetværk og får en ekstra voksen, der er tæt på barnets hverdag.
Du er altid velkommen til en uforpligtende snak om, hvad det indebærer at få en BonusBedste.
Du kan kontakte Rikke Stougaard, frivilligkonsulent på tlf. eller som sms til 2013 3169 eller på mail til risto@brondby.dk.
Fremtidscaféen er et tilbud til dig, der venter barn, er på barsel eller skal i gang igen efter en barsel.
Fremtidscaféen er også et tilbud til dig, som gerne vil have en uddannelse, men er i tvivl om hvilken retning du skal gå eller hvordan du kan kombinere det, at være forældre med at være i uddannelse.
I Fremtidscaféen kan du møde andre gravide og forældre, som er det samme sted i livet. Du er meget velkommen til at tage dit/dine mindre børn med. Der er både legetøj, puslefaciliteter og højt til loftet.
Fremtidscaféen drives af Sundhedsplejen og Jobcenter Brøndby, og der vil altid være både en sundhedsplejerske og en vejleder fra Jobcentret til stede, som vil tage emner op i gruppen og vejlede den enkelte efter behov.
Fremtidscaféen er åben hver tirsdag mellem kl. 9.30 -12:00 og finder sted i Sundhedsplejens familierum 2. Der serveres lune boller, kaffe og te.
Adressen er Horsedammen 42, 2605 Brøndby.
Har du spørgsmål kontakt:
Rikke Stensdal, Tlf. 4328 2675 / 3068 5329
Døgntilbuddet Dyringparken
I Brøndby Kommune har vi også døgntilbuddet Dyringparken for unge i alderen 13-23 år.