Brøndby Kommune bliver Bevæg dig for livet-kommune i partnerskab med DIF og DGI
Nu er Brøndby med som visionskommune i ”Bevæg dig for livet”, der er en historisk stor partnerskabsaftale om at få danskerne til at røre sig mere. I Brøndby er målet, at 3.000 flere borgere skal røre sig og være medlem af en idrætsforening.
Brøndby er kendt for sit fodboldhold, men kommunens idrætsliv er meget mere end dét. Brøndby Kommune har et mangfoldigt foreningsliv fuldt af ildsjæle, der i samarbejde med kommunen bidrager til bevægelsesglæde og fællesskab hos borgerne.
Men der er stadig mange, der ikke er en del af de aktive fællesskaber eller er aktive på egen hånd. Med det nye partnerskab ”Bevæg dig for livet” med DIF og DGI vil Brøndby Kommune skabe endnu bedre muligheder for, at alle kan få et aktivt liv.
”Bevæg dig for livet” er den største partnerskabsaftale i dansk idræts historie. Målsætningen er, at Danmark skal være verdens mest aktive nation i 2025. Det er en ambitiøs målsætning, som Brøndby Kommune vil bi-drage til med et mål om, at 3.000 flere af kommunens borgere skal være fysisk aktive – over halvdelen af dem i foreningslivets fællesskaber.
”Det er helt oplagt, at Brøndby er med som visionskommune i ”Bevæg dig for livet”. Det vigtige arbejde ligger nemlig i perfekt forlængelse af vores strategi ”Brøndby 2030”, hvor mere sport og bevægelse også er et vigtigt fokusområde. Flere skal bevæge sig og derfor skal vi se på, hvordan vi sikrer, at alle føler sig velkomne i foreningslivet og hvordan det bliver nemmere at være aktiv i vores skønne naturområder. Og så skal der være me-get mere bevægelse, når borgerne møder kommunen, hvad enten det er i børnehaven, skolen eller på ældrecenteret”, siger borgmester Kent Magelund.
Næste skridt
De kommende fem år skal der skabes endnu bedre rammer for bevægelse og fællesskaber på tværs af for-eninger, frivillige, kommunale institutioner, DGI og DIF. Det handler kort og godt om at sætte Brøndby i bevægelse, fortæller DGI Midt- og Vestsjællands formand, Bruno L. Hansen:
“Foreningslivet er godt og stærkt i Brøndby Kommune, og sammen kan vi få endnu flere aktive og medlemmer i foreningerne. Det er der brug for efter mere end et år med corona på sidelinjen. Jeg glæder mig til at følge partner-skabet tæt og ikke mindst opleve resultaterne af en fælles og målrettet indsats”.
Thomas Bach, der er næstformand i DIF, er glad for det høje ambitionsniveau i kommunen:
”Brøndby er ikke bange for at sigte højt, når det kommer til idræt og bevægelse. Hvis kommunen lykkes med at få 2.000 flere aktive voksne og 1000 flere aktive børn og unge i foreningslivet, så vil det skabe et stærkt fundament for et langt og aktivt liv. Hos DIF ser vi desuden frem til, at den kommune, hvor vores eget domicil ”Idrættens Hus” er placeret, bliver en del af ”Bevæg dig for livet”.
Underskrift i Brøndbyskoven
Pressen og hele Brøndbys kommunalbestyrelse var med, da visionsaftalen blev underskrevet fredag den 23. april 2021 i Brøndbyskoven af borgmester Kent Magelund, formand for DGI Charlotte Bach Thomassen, næst-formand for DIF Thomas Bach og formand for DGI Midt- og Vestsjælland Bruno L. Hansen. 5.a fra Brøndby-vester skole viste undervejs deltagerne, hvordan en aktiv skoledag i det fri kunne se ud, da de lavede cirkel-træning i de udendørs træningsfaciliteter ved Engtoftegård.
For mere information om visionsaftalen
Brøndby Kommune, Ronja Maria Hansen tlf. 24 37 02 00
DGI, Sascha Clausen, kommunekonsulent 26 84 45 29
DIF, Morten Bolvinkel, kommunikationskonsulent 60 60 76 12
Kontakt
Kommunikationsteam
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Tlf. 43 28 28 28