Penge til flere sommeraktiviteter til børn og unge
Efter en lang periode med corona tilføres der nu ekstra midler til at skabe kultur og oplevelser til Brøndbys børn og unge over sommeren og frem til efterårsferien.
Oplevelser, arrangementer og kulturtilbud har kørt på vågeblus på grund af corona.
For at kompensere byens børn og unge har Brøndby Kommunes Idræts- og Fritidsudvalg og Kulturudvalg besluttet at bruge 175.000 kr. til at skabe ekstra tilbud til dem over sommeren og frem til og med efterårsferien.
”Vores børn og unge har trukket et stort læs under pandemien og de fortjener, at de nu kommer ud og oplever noget og igen bliver en del af et fællesskab. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi bruger ekstra penge på at skabe flere oplevelser for dem, som de får glæde af i sommerferien og frem mod efterårsferien,” siger Michael Buch-Barnes, formand for Idræts- og Fritidsudvalget, der sammen med sin kollega, formand for Kulturudvalget, Syed Bukhari, står bag den ekstra portion penge til området.
Midlerne skal gå til en bred vifte af forskellige kulturaktiviteter arrangeret af både foreninger
og institutioner. Det kan fx være koncerter, kreative workshops, udflugter og idrætsskoler. Men de konkrete aktiviteter kommer an på, hvilke aktører, der melder sig på banen.
Man tilstræber, at der tilbydes aktiviteter i samtlige bydele og til forskellige målgrupper.
Aktiviteterne for Brøndbys børn og unge bliver løbende offentliggjort på Sommersjov og Oplev Brøndbys hjemmeside.