Brøndby skiller sig ud positivt ud som skoleidrætskommune
Ny stor kortlægning viser, at otte danske kommuner prioriterer idræt og bevægelse i skolen højt – Brøndby Kommune er en af dem.
Dansk Skoleidræt har lavet en stor kortlægning af, hvad kommunerne gør for at fremme idræt og bevægelse i skolen og hvem, der gør mest.
Ifølge resultaterne er det Brøndby, Fanø, Frederiksberg, Høje-Taastrup, Ikast-Brande, Svendborg, Tårnby og Viborg, der gør mest, og som dermed kåres som ”Skoleidrætskommuner 2022”.
38 kommuner har bidraget med svar og dermed deltaget i kortlægningen, der er et nyt initiativ fra Dansk Skoleidræt.
Kortlægningen handler fx om man har en bevægelsesstrategi, om skolerne har motoriske indsatser for eleverne og om skolerne har nedsat fagteams, som kan formulere en rød tråd for arbejdet med idrætsfaget.
Pauseinspiration og handleplaner
”I Brøndby Kommune gør vi faktisk en masse der skal sikre, at eleverne får mange og gode oplevelser med at bevæge sig. Vi har mange forskellige idrætsarrangementer for skolerne, fx Skole OL, Dansens Dag, Cricket Dag mv., vi har skoletjenester, der tilbyder sejlads og friluftsaktiviteter, og så sender vi hver uge inspiration til aktive pauser ud til skolerne. Det er ikke alle klasser der bevæger sig de 45 minutter i gennemsnit på en skoledag, som folkeskoleloven foreskriver, men vi har mange gode tiltag, som nok skal føre os i mål på et tidspunkt”, fortæller Kamilla Ahrensbach, idrætskonsulent i Brøndby Kommune.
Derudover har skolerne i Brøndby lavet handleplaner for bevægelse, hvor de enkelte skoler har sat sig mål for, hvordan de vil arbejde med bevægelse i skoledagen. Brøndby Kommune har et idrætsudvalg med repræsentanter fra alle skoler, som særligt udvikler på idrætsundervisningen, endelig arbejder man på at udvide Åben Skole-aktiviteterne i Brøndby, så vi kan få flere forløb med foreninger i skoledagen, som skal sikre, at flere børn og unge også får et aktivt fritidsliv.
Brøndby er Bevæg dig for livet-visionskommune frem til 2025, hvor det er målet, at langt flere borgere skal være fysisk aktive og deltage i foreningslivet. Og da skolerne kan præge elevernes evner, lyst og mod til at være aktive, er det vigtigt og positivt, at skolerne inde i en god udvikling omkring idræt og bevægelse.
Læs mere på www.skoleidraet.dk/sik - her er der mulighed for at dykke ned i landkortet, og hvordan de enkelte kommuner har svaret inden for de forskellige kategorier i kortlægningen.