Har du lyst til at være frivillig i demokratiets tjeneste?

Den 1. juni 2022 er der Folkeafstemning om EU-forsvarsforbeholdet. Vi har brug for nogle frivillige, både til hele dagen og til aftenoptælling.

Et valg afvikles med hjælp fra rigtig mange mennesker og nu har du mulighed for at være med. Som frivillig hjælper du til på afstemningsstedet med at løse opgaver som at:

  • modtage valgkort
  • udlevere stemmesedler
  • sørge for, at vælgerne lægger stemmesedlen i en af de opstillede stemmeurner
  • sørge for, at stemmesedlen ikke tages med ud af valglokalet
  • kontrollere, at stemmerummene er klar til den næste vælger

Et valg er en stor, spændende og festlig begivenhed. Som frivillig er du med til at løfte en stor opgave og det kræver samarbejde med mange mennesker på valgstederne. De frivillige, som hjælper til på hele valgdagen, har en lang dag og aften foran sig, med mødetid kl. 07:30 og indtil stemmerne er talt op sent om aftenen. Det betyder også, at man ikke må forlade valgstedet i løbet af dagen, og det er derfor også vigtigt, at du husker at brevstemme inden valgdagen.

Frivillige om aftenen er optællere af stemmesedler. Her skal man møde ind på afstemningsstedet kl. 19:30 og hjælper indtil stemmesedlerne er talt op.   Du bliver instrueret i opgaverne, når du møder op.

Frivillige til hele afstemningsdagen og aftenen vil modtage en skattepligtig diæt på 1.320 kr. Frivillige til aftenen modtager en skattepligtig diæt på 440 kr. Og så kan vi love dig den specielle oplevelse det er, at hjælpe til ved en folkeafstemning.

Betingelsen for at blive valghjælper (valgtilforordnet) er, at du har ret til at stemme til valget. Det vil med andre ord sige:

  • Være dansk statsborger
  • Være fyldt 18 år på valgdagen
  • Fast bopæl i Brøndby Kommune
  • Du må ikke være umyndig/være under værgemål med fuld fratagelse af den retlige handleevne

Hvis du har lyst til at være med bag kulisserne til en folkeafstemning, så kan du skrive dig op på tilmeldingssiden. Da der er begrænsede pladser til rådighed er det efter først-til-mølle princippet, og tilmeldingen lukker når vi har fået det antal hjælpere vi har behov for.

Kontakt

Staben for Politik og Organisation

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Tlf. 43 28 28 28

staben@brondby.dk

Sidst opdateret den 26. januar 2023
Skrevet af Brøndby Kommune