Direktør Niels Møller er død
Direktør for Social- og Sundhedsforvaltningen i Brøndby Kommune Niels Møller sov ind efter længere tids sygdom den 7. juni 2022.
Niels Møller skulle netop til at gå på pension fra sin direktørpost, da han tirsdag den 7. juni 2022 sov stille ind efter længere tids kræftsygdom.
”Niels efterlader sig et stort tomrum – fagligt og personligt. Han var fantastisk afholdt og det var umuligt ikke at holde af Niels, der med sin humor og store integritet gjorde et stort indtryk på alle, der kom i berøring med ham. Jeg har personligt nydt godt af et utroligt godt og tæt samarbejde med Niels i direktionen, hvor hans store engagement for Brøndby altid var bærende for hans begavede tilgang til opgaverne,” siger kommunaldirektør Peter Kjærsgaard Pedersen.
Niels Møller voksede op i Brøndby og var Brøndby-dreng i hjertet, selvom han med årene flyttede ud af kommunen og til Hvidovre.
Niels startede i Brøndby Kommune som elev tilbage i 1973. Han nåede at arbejde næsten 50 år i kommunen og kunne se tilbage på en flot karriere, der endte med 12 år på posten som direktør for Social- og Sundhedsforvaltningen.
Helt til det sidste var Niels Møller aktiv og positiv. Selv i den sidste tid, hvor kræfterne blev færre, har adskillige oplevet at få mails af Niels, der til det sidste brændte for sit elskede Brøndby og ikke mindst for socialområdet.
Niels Møller blev 65 år og efterlader sig hustru, tre voksne børn og børnebørn.
Niels vil blive savnet. Æret være hans minde.
Niels Møllers vej i Brøndby
1973: Ansættelse som elev med start i Pensionsafdelingen
1976: Assistent
1983: Overassistent i Bistandsafdelingen
1986: Konstitueret leder (fuldmægtig) samt gruppeleder i myndighedsafdelingen i SSF
1987: Leder af myndighedsafdelingen
1987: Konstitueret souschef (kontorchef) i Social- og Sundhedsforvaltningen
1988: Souschef i Social- og Sundhedsforvaltningen, siden vicedirektør. I årene som vicedirektør konstitueret social- og sundhedsdirektør i flere perioder.
2010: Direktør for Social- og Sundhedsforvaltningen
Kontakt
Kommunikationsteam
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Tlf. 43 28 28 28