Lukning for nordgående trafik på Søndre Ringvej mellem Vallensbækvej og Park Allé

Fra den 4. til den 18. juli 2022 er der midlertidigt lukket for trafik i nordgående retning på en del af Søndre Ringvej.

I forbindelse med at letbanen kommer til Brøndby skal Per Aarsleff A/S for Hovedstadens Letbane sætte kantsten og lægge asfalt på Søndre Ringvej og Park Allé i den sydøstlige side.

Derfor lukkes der fra den 4.-18. juli 2022 midlertidigt for trafik i nordgående retning (dvs. mod Glostrup) på Søndre Ringvej fra Vallensbækvej til Park Allé.

Ændrede trafikforhold

Samtidigt spærres venstresvingsbanen på Park Allé ved bydelscenteret. Det betyder, at man ikke kan svinge mod motorvejen, hvis man kommer kørende i vestlig retning på Park Allé. Her vil der også være omkørsel via Midtager.

Dette får også betydning for busdriften, da linje 300S i perioden slet ikke kører på strækningen mellem Park Allé og Vallensbækvej, og derfor ikke stopper ved Knudslundvej.

Under spærringen af de nordgående vejbaner vil der være omkørsel for biler via Midtager. Hvis du kommer kørende ad Søndre Ringvej i nordgående retning, skal du derfor dreje til venstre ad Vallensbækvej, derefter til højre ad Midtager og igen til højre ad Park Allé, hvorefter du kan fortsætte mod nord på Søndre Ringvej.

Følg skiltningen i området, så du kommer godt og sikkert rundt, og overhold venligst afspærringerne, så vi passer på byggearbejderne og på dig.

Arbejdet fra den 4.-18. juli bliver som udgangspunkt udført i tidsrummet kl. 07.00 til 18.00 på hverdage og kl. 07.00 til 14.00 på lørdage. Af trafik- og sikkerhedsmæssige årsager vil det meste opsætning og nedtagning af trafikafspærringer ske på tidspunkter af dagen, hvor trafikken er minimal.

Sådan får du trafikinformation

Husk, at du kan få opdateret og detaljeret information om trafikken på vejene omkring letbanebyggeriet via de kanaler, hvor du normalt får trafikinformation.

  • www.trafikinfo.dk kan du planlægge din tur, inden du sætter dig bag rattet. Du kan indtaste din daglige rute til og fra fx arbejde, så du løbende får trafikmeldinger på e-mail om det vejarbejde, der foregår på ruten
  • Via navigationssystemer og P4 trafikradio kan du få information om trafikken undervejs på din rute
Sidst opdateret den 26. januar 2023
Skrevet af Brøndby Kommune