Offentliggørelse revideret forslag, lokalplan 255, Kirkebjerg Bydelscenter
Kommunalbestyrelsen har på sit møde den 15. juni 2022 vedtaget at sende revideret forslag til lokalplan 255 for Kirkebjerg Bydelscenter samt kommuneplantillæg nr. 9 i offentlig høring. Du kan læse mere om det revideret lokalplansforslag og kommuneplanstillægget her.
Baggrund og indhold
Forslag til lokalplan 255 for Kirkebjerg Bydelscenter har været i offentlig høring frem til 6. december 2021. I høringsperioden er der indkommet et høringssvar fra SINO Ejendomme, som ejer bydelscentret, og som i sin tid selv har ønsket lokalplanen. SINO Ejendomme ønsker, at der kan være flere anvendelsesmuligheder end kun en dagligvarebutik i det nye byggeri. Det vil gøre Bydelscentret mere attraktivt, hvis der gives mulighed for flere butikstyper og servicefunktioner. De øgede anvendelsesmuligheder er indarbejdet i det reviderede lokalplanforslag. Det reviderede lokalplanforslag har også mere præcise bestemmelser, der sikrer bedre forhold for cyklister og gående.
Lokalplanen giver mulighed for at opføre en ny bebyggelse i tre etager på hjørnet af Park Alle og Kirkebjerg Parkvej. Bebyggelsen på sammenlagt 3.000 m² kan indeholde en ny dagligvarebutik eller andre butiks og service formål på i alt 1.250 m² i stueetagen. De to øverste etager vil indeholde ca. 20 boliger.
Byggeriet vil fremstå som en boligkarré i mørke tegl, og hvor stueetagens facader spejler de arkitektoniske elementer fra det eksisterende butikscenter i form af lodrette sorte og hvide felter i facaden. Alle boliger vil være orienteret omkring et indre, grønt gårdrum i 1. sals højde, hvor facaderne har træbeklædning.
Bydelscentret vil være mere attraktivt, hvis der kommer andet end dagligvarebutikker. Der er nu en Netto og en SuperBrugs.
I forbindelse med revision af lokalplanforslaget har der været behov for at se på de trafikale forhold for gående og cyklister. Kommunalbestyrelsen har tilsluttet sig DK2020, hvis hovedformål er at reducere CO2 udslippet. Et af virkemidlerne i en kommende Klimaplan er at forbedre forholdene for cyklister og gående. Med udbygningen af Kirkebjerg kan man forvente, at en større del af kunderne kommer til fods eller på cykel. I det reviderede lokalplanforslag er der derfor lavet mere præcise bestemmelser omkring adgange for fodgængere bl.a. i form af hævede flader, min. bredder på fortove og forarealer, bedre adgang fra Kirkebjerg Parkvej og fra Chokoladevej i nord. Etablering af disse ting er en forudsætning for ibrugtagning af ny bebyggelse.
Det har været nødvendigt at udarbejde et tillæg nr. 9 til den gældende kommuneplan. Tillægget giver mulighed for en bredere anvendelse end dagligvarebutik.
Her kan du se forslag til lokalplan 255 med tilhørende miljøscreening.
Forslag til kommuneplantillæg nr. 9 kan ses her
Høring
Høringsperioden løber frem til den 19 august 2022. Hvis du har kommentarer, indsigelser eller ændringsforslag, kan du komme med dem på ’Indsend kommentar' på de enkelte sider i den digitale lokalplan, eller på mail til tmf-byplan@brondby.dk
Idéer, forslag og bemærkninger vil blive offentliggjort i forbindelse med den politiske behandling af sagen. I den forbindelse vil personoplysninger blive sløret, dog undtaget navn og adresse(r). Du kan læse mere om, hvordan vi behandler dine oplysninger i Brøndby Kommunes privatlivs- og databeskyttelsespolitik.
Midlertidige retsvirkninger
Når et forslag til lokalplan er offentliggjort og indtil lokalplanen er endeligt vedtaget, må ejendomme, der er omfattet af planforslaget, ikke bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige plans indhold. Når høringsperioden til lokalplanforslaget er udløbet, kan kommunalbestyrelsen give tilladelse til, at en ejendom bebygges og udnyttes i overensstemmelse med planen.
Miljøvurdering
I forbindelse med lokalplan og kommuneplantillæg er der udarbejdet en miljøscreening, jf. miljøvurderingslovens § 8, stk. 2.
Kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om, at planerne ikke er omfattet af kravet om miljøvurdering, jf. miljøvurderingslovens § 10, idet de anvendelses- og bebyggelsesmuligheder, som planerne åbner mulighed for, ikke vil medføre væsentlige miljøpåvirkninger. Begrundelsen fremgår af den offentliggjorte miljøscreening.
Du mulighed for at klage over kommunalbestyrelsens beslutning om ikke at udarbejde miljøvurdering, jf. miljøvurderingslovens § 16.
Du har mulighed for at klage i indtil 4 uger fra afgørelsens offentliggørelse. Din klage skal indgives skriftligt til Planklagenævnet. Du klager via Klageportalen, som du finder på planklagenævnets hjemmeside: https://naevneneshus.dk/start-din-klage/planklagenaevnet/.
Når du klager, opkræver Planklagenævnet et gebyr for behandling af klagen. Vejledning om gebyrbetalingen findes ligeledes på Planklagenævnets hjemmeside, hvor du også kan læse reglerne for, i hvilke situationer gebyret tilbagebetales. Du kan ligeledes finde yderligere oplysninger om klageportalen og sagsbehandlingen i øvrigt på Planklagenævnets hjemmeside.
Kontakt
Byplanteamet
Teknik- og Miljøforvaltningen
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Tlf. 43 28 24 48
Åbningstider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00
Telefontider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00