Brøndbys 18 nye pædagoger fejret på rådhuset
Andelen af uddannede pædagoger skal være høj i Brøndbys dagtilbud, og derfor har kommunen tilbudt 18 medhjælpere og assistenter at tage pædagoguddannelsen. De er nu færdiguddannede efter tre års studier og alle fortsætter i de institutioner, de er tilknyttet.
Brøndby har i en længere årerække været meget ambitiøse med, at en stor andel af personalet i byens dagtilbud skal være uddannede pædagoger. Og nu kan 18 tidligere pædagoghjælpere og pædagogiske assistenter i Brøndbys institutioner kalde sig pædagoger.
For tre år siden tilbød Brøndby Kommune interesserede pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter en merituddannelse til pædagog. Det gjorde man for at understøtte indførelsen af minimumsnormeringer i dagtilbud og imødekomme de stigende rekrutteringsudfordringer.
18 medarbejdere gennemførte videreuddannelsen, og de kan i dag fejre, at de er færdiguddannede som pædagoger efter tre års studietid, opgaver og eksamener.
”Vi vil investere i vores børn i Brøndby og sikre, at vi har høj kvalitet i vores dagtilbud. Og her er uddannede pædagoger helt afgørende. Så jeg er rigtig glad for, at vi nu har 18 nyuddannede pædagoger, der med alt deres erfaring kan være med til at løfte spændende initiativer som idræt, leg og bevægelse, ligesom vi har fokus på sprog og en god overgang fra dagtilbud til skole. Og så hæfter jeg mig ved, at alle 18 fortsætter i de institutioner, hvor de hele tiden har arbejdet. Det er en stor gevinst for os,” siger formand for Børne- og Skoleudvalget Anette Pilmark.
Det nye hold meritpædagoger blev fejret og lykønsket på rådhuset og fik overrakt en gave af udvalgsformand Anette Pilmark.
Brøndby Kommune ser på muligheden for fremover at merituddanne flere medhjælpere og assistenter.