Historisk lav ungdomskriminalitet i Brøndby

Antallet af sigtelser og mistanker mod 10-17 årige i Brøndby er historisk lav viser ny rapport fra Justitsministeriet.

Ifølge ny rapport om børne- og ungdomskriminalitet fra Justitsministeriets forskningskontor er niveauet for sigtelser mod børn og unge i Brøndby Kommune historisk lavt.

Tendensen er nedadgående nationalt, og det er også en tendens, der slår igennem i Brøndby.

Fra 2012 til 2021 er der sket et fald på næsten 50 % i forhold, hvor mange unge, der er sigtet i Brøndby. Og når man ser på de helt unge, så er der i dag 80 % færre mistanker mod de 10-14 årige end i 2012.

Fokus og samarbejde bag de gode tal

”De faldende tal er en rigtig god nyhed, de ligger nu på det laveste niveau, vi har set i SSP-regi. Det er formentlig en kombination af flere forhold. Corona har de seneste år lagt en dæmper på de unges færden, det kan forklare en del af faldet. Men vi har samtidig i SSP og Ungeenheden haft en meget fokuseret indsats. Vi har fx fokus på ungeguideforløb, der skal få flere unge i job og uddannelse. Dertil har der været et øget samarbejde omkring ungeophold i det offentlige rum mellem Brøndby Kommune og Københavns Vestegns Politi. Her har de unge fået mulighed for at benytte sig af eksisterende tilbud i kommunen frem for at hænge ud rundt omkring. Vi har dog stadig et fokus på at gøre Brøndby Kommune til et endnu mere trygt sted at bo. Oplevet tryghed vil derfor fortsat være et højt prioriteret område,” siger Anette Pilmark, der er formand for SSP-udvalget og for Børne- og Skoleudvalget i Brøndby Kommune.

Faldende kriminalitet blandt børn og unge i Brøndby Kommune er et af de politiske mål, SSP og Ungeenheden arbejder med. Derfor fortsætter kommunen sit fokus på det gode samarbejde på tværs om helhedsorienterede indsatser og aktiviteter til børn og unge.

Generel tryghed også stigende

Den generelle tryghed i Brøndby er også stigende. Tal fra den netop offentliggjorte tryghedsundersøgelse fra Justitsministeriet viser, at andelen af borgere, som er grundlæggende trygge i deres nabolag, er steget fra 77,1 % til 79,6 %.

Tilliden til politiet har også taget et nøk op ad for Brøndbys borgere de seneste år. Tilliden er steget fra 78,2 % i 2019 til 87 % i 2021.


Kilde: Justitsministeriets Forskningskontor udarbejder årligt analyser vedrørende den registrerede børne- og ungdomskriminalitet. Til brug for dette indhentes der oplysninger fra Rigspolitiet om samtlige tilfælde, hvor børn og unge i alderen 10-17 år er mistænkt eller sigtet for at have begået en straffelovslovovertrædelse.

 

Sidst opdateret den 19. august 2022
Skrevet af Brøndby Kommune