Har du lyst til at gøre din indflydelse gældende i det nye Seniorråd?

Er du klar til at tage en tørn i Seniorrådet, der varetager de ældre borgeres interesser? Til efteråret er der valg til Seniorrådet og nu er der åbent for tilmelding af kandidater.

Der er snart valg til Seniorrådet i Brøndby Kommune.  Her skal der vælges et nyt Seniorråd med ni medlemmer og ni suppleanter, der skal varetage de ældre borgeres interesser.

Seniorrådet rådgiver nemlig de lokale beslutningstagere i Kommunalbestyrelsen i seniorpolitiske spørgsmål og bliver hørt i alle forslag, der vedrører 60+ årige.

“Vi går en spændende tid i møde med ny ældrelov og nyt ældrecenter i Brøndby. Derfor er det virkelig vigtigt, at vi får et godt seniorråd, der kan vejlede os politikere, om hvordan de ser beslutningerne. Så stil op til Seniorrådsvalget og vær med til at gøre en forskel,” siger Maja Højgaard, der er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Brøndby Kommune.

Ideer høres og udføres

Seniorrådets opgaver er mange og forskelligartede og Seniorrådets medlemmer sidder med i en række udvalg og råd, hvor de bliver hørt i alle spørgsmål, der har med ældre at gøre. Det kan fx være om boligforhold, sociale forhold, fritidstilbud, lokale trafikforhold, hjemmehjælp m.v.

Så selvom der naturligvis er læsestof og en del mødeaktivitet, så påpeger de nuværende medlemmer, at det bestemt også handler om fællesskabet og det at være med til at sætte sit præg på de ældres forhold, som er de helt centrale elementer for Seniorrådets medlemmer.

“Det er både spændende og udfordrende at bidrage til løsningerne af de velfærdsudfordringer, som kommunen står over for. Som medlem af Seniorrådet har du mulighed for både at få indflydelse på den overordnede ældrepolitik og på udformningen af helt konkrete løsninger, der kommer ældre medborgere til gode i hverdagen. Det er også en god måde at komme i kontakt med en masse mennesker på og jeg har følelsen af, at vores ideer høres og udføres,” fortæller Anni Bøgh Helander, som er formand i det nuværende Seniorråd.

Stil op til seniorrådet

Du stiller op til Seniorrådet i Brøndby Kommune ved at udfylde en kandidat-tilmelding via linket nedenfor. Du kan tilmelde dig fra den 7. september til den 28. september 2022 kl. 12.00.

Læs mere og udfyld en kandidat-tilmelding
Maja Højgaard, formand for Social- og Sundhedsudvalget og Anni Bøgh Helander, formand i det nuværende Seniorråd

Kontakt

Staben for Politik og Organisation

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Tlf. 43 28 28 28

staben@brondby.dk

Sidst opdateret den 26. januar 2023
Skrevet af Brøndby Kommune