Udvikling af Strandparken i Brøndby

Strandparken i Brøndby skal udvikles i de kommende år.

Balance mellem benyttelse og beskyttelse

I Brøndby Kommune er udgangspunktet for en modernisering af Strandparken, at hensynet til benyttelse og beskyttelse skal balanceres. Derfor tager udpegningen af udviklingsområderne afsæt i steder med eksisterende aktivitet eller værdi, som skal udvikles eller beskyttes. Formålet er at understøtte de eksisterende aktiviteter. Det betyder, at der kommer et endnu mere varieret udbud af aktiviteter i Strandparken. Således fremtidssikres området, så det bliver for alle mennesker, men stadig med god plads til naturen.

De tre udviklingsområder hvor der skal ske mest (1-3 markeret med rødt på kortet) er allerede udpeget i Fingerplan 2019 og indarbejdet i Kommuneplanen, mens de øvrige områder 4-6 (markeret med sort og grønt på kortet) er udpeget ifm. dette projekt og godkendt af Kommunalbestyrelsen i august 2022. Alle områderne er tilpasset i processen, bl.a. gennem dialog med interessenterne.

Oversigt over de områder i Strandparken der skal udvikles.

Interessenternes input er centralt for udviklingen
Med afsæt i udviklingsområderne blev der afholdt borgermøde den 25. oktober 2022 med over 40 deltagere, repræsenterende foreninger, grønne organisationer, virksomheder og borgere. Mødet blev holdt i Sejlerhuset ved Strandparken. Her fik deltagerne mulighed for at give input til områderne med fokus på nye aktiviteter og yderligere beskyttelse. Derudover var der ”åbent hus” på Vallensbæk rådhus d. 28. november hvor ca. 200 borgere blev præsenteret for alle kommunernes udpegninger. Det har også været muligt at sende input pr. mail frem til 28. november. Der har været annonceret om muligheden for at give input via opslag på Facebook, hjemmeside samt annoncer i Folkebladet.

Borgere og interessenters input kan læses i denne opsamling.

 

Tirsdag d. 25. oktober 2022 deltog ca. 40 repræsentanter for foreningsliv, virksomheder, grønne organisationer og borger i en workshop om udvikling af Strandparken i Sejlerhuset.

Næste skridt
Dialogen og tilbagemeldingerne bliver nu bearbejdet internt i hver kommune og på tværs af kommunegrænserne i Strandparken.

For at følge grundigt op på borgerinddragelsen og koordinere de samlede ideer til anlægsloven, har kommunerne besluttet at revidere tidsplanen. De politiske beslutninger er planlagt til sommeren 2023, og herefter sendes det samlede input til den ansvarlige minister.

På Strandparkens hjemmeside, ligger den nye tidsplan og information om moderniseringsplanerne:

Efter den nye regering er trådt til, er det Kirkeminister, minister for landdistrikter og minister for nordisk samarbejde Louise Schack Elholm, som er ansvarlig minister for den kommende anlægslov.

Det bliver den nye styrelse, Plan- og Landdistriktsstyrelsen, som kommunerne skal samarbejde med om anlægsloven for modernisering af Strandparken.

Styrelsen forventes til efteråret at igangsætte udarbejdelse af et forslag til anlægslov for moderniseringen af Strandparken, som påtænkes fremsat i Folketinget i midten af 2024. Forslaget skal samtidig miljøvurderes, det forventes, at miljøvurderingen tager ca. 7 måneder og indgår i udarbejdelsen af anlægsloven. Den næste borgerinddragelse vil forventeligt finde sted i 2024 ifm. behandling af anlægsloven. Herefter skal kommunerne på vanlig vis udmønte mulighederne i anlægsloven i hhv. kommune- og lokalplaner, som selvfølgelig også skal i høring blandt borgere og interessenter. I løbet af 2023 vil kommunerne desuden arbejde med klimatilpasning af Strandparken.

Baggrund for udviklingen af Strandparken

Køge Bugt Strandpark blev indviet i 1980 og var allerede fra begyndelsen et 7 km langt kystbeskyttelsesanlæg, naturområde og en rekreativ park for hele omegnen. I dag, over 40 år senere har Strandparken behov for en revitalisering - særligt kystbeskyttelsen og de efterhånden noget slidte rekreative anlæg skal der kigges på. Samtidig har naturen over årene vundet indpas i Strandparken og skaber et fornyet behov for en særlig opmærksomhed på benyttelse og beskyttelse af området. For at muliggøre en revitalisering af Køge Bugt Strandpark har regeringen i maj 2021 fremsat forslag om udarbejdelse af en anlægslov for Køge Bugt Strandpark. I september har de fem strandpark-kommuner, herunder Brøndby Kommuner og Indenrigs- og boligministeren underskrevet en principaftale om udarbejdelse af en anlægslov.

Køge Bugt Strandpark er som alle andre kyststrækninger i Danmark underlagt særlige beskyttelseskrav i Naturbeskyttelsesloven og Kystbeskyttelsesloven. Disse restriktioner gør det vanskeligt at forny og revitalisere Strandparkens nedslidte faciliteter. En anlægslov kan for afgrænsede områder ophæve bindingerne i anden lovgivning og dermed muliggøre en fornyelse af faciliteterne. I øjeblikket er Brøndby Kommune i gang med at udarbejde en plan for udvikling af Strandparken, som skal blive en del af anlægsloven.

Læs mere om anlægsloven på Strandparkens hjemmeside.

Kontakt

Fremtidens Brøndby Strand Sekretariat

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Har du en idé eller spørgsmål, så skriv til
TMF-FremtidensBST@brondby.dk

Træffetider i Strandboxen

Strandboxen er de gule containere ved Kulturhuset Brønden

Onsdage: 13.00 - 15:00

Sidst opdateret den 25. januar 2023
Skrevet af Brøndby Kommune