Ny Margrethehøjsti til Danmarks højeste flagstang
Ny sti til Margrethe-flagmasten, Danmarks højeste flagstang, er blevet opgraderet og nytænkt med bl.a. bakker, bænke, balance stubbe og pannabaner.
Danmarks højeste flagstang på 50 m står på en høj tæt på den røde Stadionhal 1 ved Brøndby Stadion.
Vejen til Margrethe-flagstangen går af en sti, der netop er blevet opdateret og gentænkt.
Vejen til Danmarks højeste flagstang har ikke bare fået nyt underlag, den er nu blevet en hyggelig stiforbindelse, hvor man møder forskellig beplantning, bakker og borde og bænke undervejs på sin tur til og fra højen.
Langs den nye sti er der nu også mulighed for at være aktiv på de nye pannabaner, udstrækningsmøbler og balancestubbe.
”Stien er tænkt som en attraktiv grøn forbindelse, som inviterer borgerne i Brøndby Kommune til at bruge området til at mødes og lave aktiviteter i. Margrethehøjstien er et oplagt sted at tage en lille pause fra hverdagen, tage et spil fodbold på pannabanerne eller prøve ens balance af på balancestubbene,” siger Finn Andersen, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Brøndby Kommune.
Projektet er et af flere projekter i Sportsbyen og udspringer af den strategiske udviklingsplan for området.