Brøndby vedtager 159 klimavenlige indsatser

Ny ambitiøs Klimaplan for Brøndby sætter turbo på, så kommunen kan være CO2-neutral og klimatilpasset i 2050. Og der skal handling til nu, hvis vi skal nå målet.

Brøndby Kommune skal være CO2-neutral og klimatilpasset senest i 2050 – det er målet med Klimaplan for Brøndby, som kommunalbestyrelsen vedtog den 12. oktober 2022.

Planen indeholder ikke færre end 45 delmål og hele 159 indsatser, som sætter retningen for de kommende års arbejde.

”Jeg er stolt over, at kommunalbestyrelsen har vedtaget en så ambitiøs klimaplan. Det er et stærkt udgangspunkt, at vi her har en plan for de vigtige og gennemgribende indsatser, de kommende år byder på. Nu skal vi fra plan til handling. Jeg ser frem til – i fællesskab med alle, der bor, arbejder eller har virksomhed i Brøndby – at være med til at realisere planen,” siger borgmester Kent Magelund.

Lever op til målsætningerne i Parisaftalen

Derudover har Klimaplan for Brøndby fået DK2020-stemplet af CONCITO og C40-netværket. Det betyder, at planen er udviklet efter samme standard for klimaplanlægning, som anvendes af nogle af verdens største og mest ambitiøse byer i det internationale bynetværk C40.

Skal være en mere klimavenlig kommune

Kommunen har som den største virksomhed et stort ansvar for at mindske det klimamæssige fodaftryk og gå foran. Det batter at have fokus på bæredygtighed, når kommunen køber varer og services, bygger og renoverer og alt det andet, en kommune arbejder med.

Derfor har politikerne fx sat mål om, at kommunen skal:

• mindske sit CO2-aftryk fra indkøb med 20% inden 2030
• mindske sit CO2-aftryk fra indkøb med 50% inden 2050
• sikre, at alle kommunale køkkener har Det Økologiske Spisemærke i guld i 2030

Det har været en høj prioritet at udvikle planens indsatser sammen med de mennesker, der skal være med til at føre dem ud i livet. Derfor har Brøndby Kommune talt med virksomheder, boligorganisationer og borgere om, hvordan vi sammen gør Brøndby til en grønnere og mere klimavenlig kommune i fremtiden.

I den dialog har det været meget tydeligt, at der allerede er mange borgere og virksomheder, der tager ansvar og er aktive i den grønne omstilling. Fx er mange borgere gået sammen og har startet grønne nabofællesskaber i kommunen – og her er der plads til mange flere.

Bliv en del af et grønt nabofællesskab

Grønne nabofællesskaber er lokale fællesskaber, hvor naboer går sammen om at lave grønne aktiviteter og projekter. Det kan fx være vilde haver, fællesspisning og byttemarkeder – der er mange muligheder, når man går sammen med andre.

Hvis du er nysgerrig og vil høre mere kan du kontakte det grønne nabofællesskab, der ligger tættest på dig ved at scanne QR-koden herunder.

Har du spørgsmål kan du også kontakte Sylwia på sylwia@deltagerdanmark.dk. 

 

QR kode
Sidst opdateret den 03. november 2022
Skrevet af Brøndby Kommune