Brøndbys trafik påvirkes af letbanearbejde i 2023
I løbet af 2023 vil byggeriet af letbanen kunne ses og mærkes i bybilledet i Brøndby. Det vil betyde vejlukninger, omkørsler etc. for trafikanterne.
Letbanebyggeriet er fuld i gang i Brøndby Kommune. Og i løbet af 2023 bliver det ekstra tydeligt at mærke, at der fra 2025 kører en letbane gennem Brøndby.
Som trafikant i Brøndby vil man opleve flere omfattende trafikale restriktioner på letbanestrækningen og det omkringliggende vejnet i løbet af året.
”Nu går byggeriet ind i en fase, der fx betyder, at man anlægger selve letbanesporet, og det kan mærkes i gadeplan og i trafikken. Trafikanter vil opleve lukkede veje, omkørsler mv., og selvom både kommune og entreprenør i samarbejde har planlagt arbejdet, så det giver færrest mulige gener, så kommer det til at kræve noget tålmodighed fra trafikanterne,” siger Finn Andersen, formand for Teknik- og Miljøudvalget.
Trafikken påvirkes ikke mindst af, at entreprenør Aarsleff A/S nu skal til at opbygge letbanesporet forbi de kritiske vejkryds som Sydgårdsvej, Vallensbækvej og Park Alle. Arbejdsprocessen er relativt omfattende, og det kræver typisk et større arbejdsareal og er tidskrævende.
Trafikanter kan altid følge skiltningen, men må beregne længere rejsetid som følge af de midlertidige trafikale ændringer. Især i myldretiden.
Gode råd for trafikanter i Brøndby
- Planlæg din rejse på trafikinfo.dk, før du kører
- Hold dig løbende orienteret om den aktuelle trafikinformation på trafikinfo.dk
- Følg myndighedernes omkørselsrute
- Øvrige information kan findes på www.dinletbane.dk/trafik
Kryds spærres i vinterferien
Letbanearbejdet vil nu i endnu højere grad kunne mærkes i Brøndby i løbet af 2023. Fx bliver krydset ved Park Alle/Søndre Ringvej ved Kirkebjerg bydelscenter helt spærret for motorkøretøjer i vinterferien 2023.