Ny indsats har stor succes med at få kontanthjælpsmodtagere i job
I et nyt projekt for udsatte kontanthjælpsmodtagere er 30 % kommet i arbejde og er blevet selvforsørgende. Det har indtil videre sparet Brøndby Kommune for næsten 4 mio. kr. i forsørgelsesydelser. Opskriften på de imponerende resultater er bl.a. mere tid til hver enkelt ledig.
Jobcenter Brøndby har de seneste par år haft fokus på at hjælpe aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere i job eller i virksomhedsrettede forløb gennem en særligt håndholdt indsats.
Kontanthjælpsmodtagerne er en målgruppe, der ofte har store udfordringer, og hvor vejen til et arbejde ikke altid er nem.
Udfordringerne spænder fra psykiske og fysiske diagnoser til misbrug og sociale problemer i familien. Men nu tyder det på, at Brøndby Kommune har knækket koden for, hvad der skal til for, at aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere kommer ind på arbejdsmarkedet.
Opskriften er færre sager
Opskriften har været færre sager per sagsbehandler. Det har givet tid til en mere intensiv og håndholdt indsats til gruppen af udsatte kontanthjælpsmodtagere, og så har man også haft et tæt samarbejde til lokale virksomheder.
”Efter lang tids sygdom er der nogle særlige hensyn, men min sagsbehandler havde troen på at jeg kunne komme i arbejde. Vi har mødtes lidt oftere. Samtidig har der ikke været pres på. Hun har ringet for at høre, hvordan det gik – også efter at jeg kom i job. Det er rart at blive bemærket, og at være noget værd,” lyder det fra en af projektets deltagere.
Mange flere i job end normalt
Evalueringen af ”Håndholdt indsats”-projektet viser, at den nye indsats med stor succes har hjulpet mange flere kontanthjælpsmodtagere i job end man er vant til fra andre indsatser.
Over halvdelen af de deltagere, der er afsluttet i indsatsen, er kommet videre i arbejde, uddannelse eller fleksjob.
Sparer næsten 4 mio. kr.
Ud over den øgede livskvalitet ved at få tilknytning til arbejdsmarkedet, har projektet indtil videre givet en besparelse på 3,8 mio. kr. på forsørgelsesydelser. Det er penge, Brøndby Kommune ikke har skullet udbetale, da borgeren er blevet selvforsørgende.
”For mig at se er indsatsen et win-win – både økonomisk, men også menneskeligt. Den håndholdte indsats gavner mennesker med langvarig ledighed ved at hjælpe dem videre på arbejdsmarkedet i et job eller fleksjob. Projektet viser, at det at arbejde med nedsat sagstal giver rigtig god mening. Samtidig har indsatsen givet en besparelse på forsørgelsesudgifterne. Så jeg synes, at indsatsen er givet godt ud, og at vi har opnået nogle flotte resultater trods en periode med corona,” siger formand for beskæftigelsesudvalget i Brøndby Kommune, Hajg Zanazanian.
På baggrund af de positive resultater har kommunalbestyrelsen vedtaget at forankre indsatsen i jobcentrets drift.