Danmarks første kulturlaboratorium for børn og unge i almene boligområder åbner i Brøndby Strand
Børn og unge fra Brøndby Strand skal selv være med til at drive et nybygget kulturhus - midt i deres boligområde.
Lørdag den 29. april 2023 markerer en historisk dag for boligområdet Brøndby Strand på Københavns Vestegn. Den dag åbner ‘Brøndby Strand Kulturlab’, og det er en dag, som områdets børn og unge har set frem til med stor spænding. Et af de børn er Yousef på otte år:
- Åbningsfesten betyder mega meget for mig, fordi det er en fest for alle dem, jeg kender. Vi kommer til at synge vores sang for første gang. Og så er der en ret stor surprise. Det glæder jeg mig rigtig meget til, siger Yousef fra Brøndby Strand.
Yousef er et ud af flere hundrede børn, der siden 2018 har skabt alt lige fra sange og fotoudstillinger til musikvideoer og små dokumentarer, inviteret til lokale events, og vist hvad de kan på landets største kulturscener såsom Roskilde Festival, CPH:DOX og Folkemødet.
Det er første gang, at et ungedrevet kulturhus af sin slags åbner midt i et alment boligområde, og det bliver markeret med en stor åbningsfest, der både byder på koncerter, filmfremvisning og fotoudstillinger - skabt af de unge selv. Derudover kan gæster selv prøve kræfter med kulturlab’ets studier: Skab dit eget beat, spyt bars i vokalboksen, få taget et familiefoto foran green screen.
- Vi er både spændte og stolte over endelig at åbne Kulturlab’et i Brøndby Strand. Området har en helt særlig plads i vores hjerter, da det var her, at vi tilbage i 2018 lavede den første kreative workshop for børn og unge i et alment boligområde. Og lige siden har vi oplevet en enorm opbakning fra børn, unge, forældre og beboere samt alle de partnere, der har muliggjort rejsen, siger Martin Højland, direktør og stifter af Turning Tables Danmark.
Kulturlab’et er ét ud af tre labs, som Turning Tables Danmark åbner i år. Kulturlab Kapellet på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København åbner 2. september og Kulturlab Æblehaven/Rønnebærparken i Roskilde åbner 9. september.
Brøndby Kommune støtter projektet Brøndby Strand Kulturlab.
Kontakt
Kommunikationsteam
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Tlf. 43 28 28 28