Forsøgsordning med flere busser ved fodboldkampe fortsætter
Kommunalbestyrelsen i Brøndby Kommune har besluttet, at der fortsat skal være ekstra buskørsel ved Brøndby IF’s fodboldkampe på hjemmebane i 2023 og 2024.
Der er pres på vejene og rift om parkeringspladserne, når der er større fodboldkampe på Brøndby Stadion. Derfor har Movia, regionen, Brøndbyernes IF Fodbold A/S og Brøndby Kommune haft prøvet en forsøgsordning af i 2022 og starten af 2023, hvor der blev indsat flere busser. Forsøgsordningen har vist, at mange tilskuere brugte busserne. Derfor har Brøndby Kommune besluttet at fortsætte ordningen sammen med Movia og Brøndbyernes IF Fodbold A/S i 2023 og 2024.
”Ved at indsætte flere busser kan trafikken glide nemmere omkring større kampe på stadion. Samtidigt er det jo næsten umuligt at få en parkeringsplads, så jeg er glad for at vi fortsætter med at tilbyde flere busser”, siger borgmester Kent Max Magelund.
Bussernes køreplan
Busserne kører, når de er fyldte.
Passagerer bliver taget med fra Glostrup St. og Brøndby Strand St., og busserne kører mod Brøndby Stadion og følger linje 500S’ rute. Der vil være forskel på, hvordan busserne kører før og efter kampene.
Ekstrabusser før kampe
Ved Brøndby Stadion benyttes stoppestedet for linje 500S ”Brøndby Hallen”, som ligger på Borgmester Kjeld Rasmussens Boulevard.
Ved Brøndby Strand St. holder bussen i busbanen tættest mod jernbanen, hvor 500S til dagligt har stoppested. Ved Glostrup St. holder bussen på linje 500S’ stoppested mod Ørestad.
Før kampene bliver der ikke taget passagerer med fra Brøndby Stadion til stationerne.
Ekstrabusser efter kampe
Efter kampene kører busserne fra Brøndby Stadion i retning mod Brøndby Strand St. Passagerer bliver taget med fra stoppestedet ”Brøndby Hallen” på Borgmester Kjeld Rasmussens Boulevard.
Fra Brøndby Stadion mod Glostrup St. benyttes linje 22’s stoppested ”Tranevænget”.
Busserne kører retur til stadion uden passagerer.
Læs mere her.
Kontakt
Teknik- og Miljøforvaltningen
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Tlf. 43 28 24 10