Rejsegilde for nyt klimavenligt børnehus

Den 3. maj var der rejsegilde for den nye daginstitution Tranehaven i Brøndbyvester. Det nye børnehus skal være klar til at tage imod nye børn fra februar 2024.

Kører du ned ad Park Allé, kan du næsten ikke undgå at se flere store træhuse, der er ved at tage form. Det er det nye børnehus Tranehaven, der er ved at blive bygget.

Nu er fundamentet lagt, tagkonstruktionen er rejst og både hovedhus og alle fire længer har taget form. Derfor kunne Brøndby Kommune sammen med håndværkere, arkitekter og entreprenøren fejre rejsegilde den 3. maj 2023.

”Tusind tak for jeres store og gode indsats. Som Brøndbys borgmester synes jeg godt, jeg kan tillade mig at takke jer på vegne af hele vores by – især børnene selvfølgelig. Jeg synes nemlig det tegner til at blive et helt fantastisk børnehus, I er ved at opføre her i Brøndbyvester”, sagde borgmester Kent Magelund blandt andet, da han indledte rækken af talere.

Udbygningen af især den nye bydel Kirkebjerg betyder, at flere og flere familier flytter til Brøndby. Derfor har Brøndby Kommune igangsat en række initiativer, der skal sørge for, at der er pasningstilbud til alle børn. Blandt andet bliver der bygget to nye daginstitutioner i Brøndbyvester i 2024.

Byggeriet af Tranehaven er blevet forsinket på grund af udfordringer med den rørlagte Rosenå, der løber under grunden. Til gengæld går alt nu som planlagt, og det nye klimavenlige børnehus kan efter planen tage imod de første børn til februar 2024.

Formand for Børne- og Skoleudvalget Anette Pilmark var selvsagt også begejstret for udsigterne til at få flere gode pasningstilbud i kommunen:

”Nu kan vi jo se træhuskonstruktionen, og tydeligt fornemme at vi har at gøre med et klimavenligt byggeri, der også får grønne tage og træspån på facaderne. Ja, der er i det hele taget tænkt i bæredygtige materialer overalt. Det er meget nye og spændende tanker, som jeg glæder mig til at se resultatet af”, sagde Anette Pilmark.

Børnehuset Tranehaven bliver sammen med Børnehuset Kirkebjerg, Brøndbys første profilinstitution. Tranehaven vil have hovedfokus på bæredygtighed, biodiversitet og natur.

Den 3. maj var der rejsegilde for den nye daginstitution Tranehaven i Brøndbyvester. Det nye børnehus skal være klar til at tage imod nye børn fra februar 2024.

Kontakt

Kommunale Ejendomme

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Tlf. 43 28 28 28

tmf-kommunale-ejendomme@brondby.dk

Åbningstider

Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

Telefontider

Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

Sidst opdateret den 21. december 2023
Skrevet af Brøndby Kommune