Velkommen til ni nye danske statsborgere i Brøndby
Ni borgere i Brøndby fik torsdag den 25. maj dansk statsborgerskab ved en Grundlovsceremoni på Brøndby Rådhus.
For ni Brøndby-borgere blev torsdag den 25. maj 2023 højdepunktet på en lang proces for at blive dansk statsborger. Her havde Brøndby Kommune nemlig indbudt til Grundlovsceremoni.
Dannebrogsflaget var i dagens anledning hejst foran rådhuset for at markere den festlige dag, og borgmester Kent Magelund bød hjerteligt velkommen i Kommunalbestyrelsessalen.
”I dag er en ganske særlig dag. I dag fejrer vi nemlig, at I ikke længere alene er Brøndby-borgere – men nu også danske statsborgere. Og denne ceremoni er højdepunktet på en lang proces for jer allesammen. Jeg ved, at kravene til at blive dansk statsborger er mange. Og det, at I er her i dag, er beviset på, at I endelig er nået i mål. Det er da værd at fejre”, lød det fra Kent Magelund i hans tale til de nye danske statsborgere.
Derefter underskrev alle nye statsborgere en ceremonierklæring og udvekslede håndtryk med borgmesteren. Med ceremonierklæringen skriver de nye danske statsborgere under på en grundlovserklæring om, at de vil respektere de danske værdier, overholde grundloven og leve efter de danske retsprincipper.
Som bevis på det nyerhvervede statsborgerskab modtog alle deltagerne deres nye statsborgerretsbevis.
Borgmesteren benyttede også lejligheden til at sige et par ord om den danske Grundlov, som de nye statsborgere netop skal skrive under på, at de vil overholde.
”Den danske grundlov er på mange måder det stabile fundament under Danmark. Og selv om den faktisk stammer helt tilbage fra 1849, så er det en fabelagtig god samling af overordnede spilleregler for vores samfund. Det jeg så godt kan lide ved Grundloven er, at den både tager hensyn til det enkelte menneskes rettigheder og pligter og til et forpligtende fællesskab. Et fællesskab, der er der til at hjælpe dem, der har behov for det. Det oplevede vi både i tiden med corona og igen i forbindelse med at krigen i Ukraine har sendt mange mennesker på flugt. Så står vi sammen i fællesskab og er klar til at hjælpe”.
Borgmester Kent Magelund sammen med syv af de ni Brøndby-borgere, der deltog i Grundlovsceremonien på Brøndby Rådhus torsdag den 25. maj. Fra venstre ses:
- Francisco, 49 år, fra Spanien, har boet 15 år i Danmark og 6 år i Brøndby. Francisco arbejder som budchauffør.
- Waliul, 36 år, fra Bangladesh, har boet 13 år i Danmark og 8 måneder i Brøndby. Waliul er receptionschef.
- Sadik, 48 år, fra Makedonien, har boet 24 år i Danmark og Brøndby. Sadik er budchauffør.
- Mohsin, 36 år, fra Pakistan, har boet 10 år i Danmark og 8 år i Brøndby. Mohsin er revisor.
- Aijaz, 39 år, fra Pakistan, har boet 10 år i Danmark og 5 år i Brøndby. Aijaz har en restaurant.
- Shiv, 21 år, fra Indien, født i Danmark, har boet 21 år i Danmark og 6 år i Brøndby. Shiv læser til ingeniør på DTU.
- Parvez, 39 år, fra Myanmar, har boet 17 år i Danmark og 1½ år i Brøndby. Parvez er selvstændig.
Kontakt
Kommunikationsteam
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Tlf. 43 28 28 28