Opgaveudvalg om ny multifunktionel skole skudt i gang
Som en del af Fremtidens Brøndby Strand er der planer om en ny multifunktionel skole i bymidten. I det kommende år skal et opgaveudvalg, bestående af borgere, politikere og eksperter, give anbefalinger til bl.a. bygningens design og funktioner. Nu er udvalget på plads og har haft første møde.
Hvad er særlig vigtigt, hvis der skal etableres en ny skole i Brøndby Strand? Det skal et nyt opgaveudvalg drøfte og komme med anbefalinger til. Opgaveudvalget består af fire borgerrepræsentanter, fem politikere og to eksperter.
Udvalget har netop haft første møde, og det var en succes, fortæller borgerrepræsentant Cengiz Baysal, som bor i Brøndby Strand med sin kone og to børn:
”Der kom mange gode idéer på banen, og der var mange ønsker til den nye skole. Min forventning er, at vi i fællesskab træffer de rigtige beslutninger”.
Til daglig arbejder Cengiz Baysal i sikkerhedsbranchen, og han håber, at han kan bidrage med gode idéer til, hvordan omgivelserne bliver sikre og gode for børnene:
”Vi skal have fokus på skolens udearealer også. På børnenes trivsel i pauserne. Det skal være et sted, hvor børnene tænker – yes, jeg skal i skole”, siger Cengiz Baysal.
Borgerrepræsentant: Der skal skabes kultur
De politiske medlemmer af udvalget blev udpeget tidligere i foråret, mens kommunalbestyrelsen besluttede, hvem de fire borgerrepræsentanter og to eksperter skulle være på mødet d. 14. juni.
Borgerrepræsentant Mie Pej meldte sig bl.a. til udvalget for at få løftet Brøndby Strand. Hun har boet i området i to år med sin kæreste, hans søn og deres fælles lille søn.
”Vores lille søn er skrevet op til en privatskole. Men det er ærgerligt at melde sig ud af folkeskolerne, og min mand og jeg går begge ind for folkeskolen. Jeg ville derfor gerne melde mig til udvalget for at se, om den nye skole kan være med til at løfte området”, siger Mie Pej.
Mie Pej har tidligere arbejdet som musikbooker på et spillested på Nørrebro. Hun ser frem til arbejdet med udvalget, hvor hun bl.a. vil trække på sin arbejdsrelaterede erfaring med kultur:
”Jeg vil gerne have bragt noget kultur ind i bygningen, og jeg vil arbejde for at skabe gode kulturtilbud”, siger hun.
Mere end en skole
Skolen planlægges bl.a. opført på grund af et stigende elevtal i området. Brøndby Strand Skole har i dag knap 1.100 elever, men med planer om nye boliger i området, og med en målsætning om at tiltrække flere børn til folkeskolen, vurderes det, at der vil være behov for kapacitet til ca. 1.600 elever i bydelen. Den nye multifunktionelle skole skal rumme cirka 500-700 elever, samt en række øvrige funktioner.
For projektet med en ny multifunktionel skole handler også om at forbedre sammenhængskraften i bydelen, der i dag er meget opdelt. Med en ny multifunktionel bygning er det kommunens ambition, at der skabes mere end en skole, så borgerne kan mødes på tværs af alder, køn og etnicitet, og at bygningen kan give liv til bymidten uden for skoletid. Dermed kan bygningen også være med til at give et fysisk og socialt løft til Brøndby Strand, der kommer hele bydelen til gode.
Det nye opgaveudvalg skal både komme med anbefalinger til, hvad skolen skal indeholde, og hvordan den skal organiseres, men udvalget skal også komme med anbefalinger til, hvilke andre funktioner bygningen kan indeholde som bl.a. daginstitution, ungdomsklub og borgerservice.
Opgaveudvalget forventes at afslutte arbejdet i maj 2024, hvor anbefalingerne gives tilbage til kommunalbestyrelsen.
Medlemmer af udvalget
Kent Max Magelund, borgmester Kent Max Magelund (formand for udvalget)
Anette Pilmark, Børne- og skoleudvalgsformand
Vagn Kjær-Hansen, kommunalbestyrelsesmedlem
Jan Lundquist, kommunalbestyrelsesmedlem
Lene Skallebæk, kommunalbestyrelsesmedlem
Mie Pej, borgerrepræsentant
Mille Jacobsen, borgerrepræsentant
Trine Billekop, borgerrepræsentant
Cengiz Baysal, borgerrepræsentant
Hans Henrik Knoop, ekspert med speciale i trivsel hos skoleelever samt menneskevenlige rammer inden for børne- og ungeområdet
Esben Danielsen, ekspert med speciale i gode rammer for et godt kultur- og foreningsliv
Du kan løbende følge opgaveudvalgets arbejde på www.brondby.dk/nyskole.
Kontakt
Fremtidens Brøndby Strand Sekretariat
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Har du en idé eller spørgsmål, så skriv til
TMF-FremtidensBST@brondby.dk
Træffetider i Strandboxen
Strandboxen er de gule containere ved Kulturhuset Brønden
Onsdage: 13.00 - 15:00