Brøndby Kommunes Handicap- og psykiatripolitik skal fornyes
Der skal udarbejdes en ny Handicap- og psykiatripolitik for årene 2024-2027. Politikken omfatter børn, unge og voksne med fysiske og psykiske handicaps.
Mennesker med fysiske og psykiske handicaps skal som alle andre have mulighed for at leve et selvstændigt, aktivt og engageret liv i Brøndby. Det er omdrejningspunktet for Brøndby Kommunes Handicap- og psykiatripolitik fra 2020, som nu skal opdateres med input og inspiration fra borgerne.
Maja Højgaard, som er formand for Social- og Sundhedsudvalget og Handicaprådet i Brøndby Kommune, fortæller om den kommende politik:
”Jeg drømmer om, at alle børn, unge og voksne i Brøndby, der lever med handicap, skal leve et så aktivt og selvstændigt liv som muligt. At leve med handicap betyder ofte, at der er en række begrænsninger, men det er vigtigt, vi ser det hele menneske. Det betyder også interesser, talenter og muligheder. Det skal den kommende Handicap- og psykiatripolitik bidrage til. Det er det maskinrum, vi nu inviterer ind i. Vi vil gerne høre fra dem, der lever med handicap - dem der er eksperterne i egne liv: Hvad skal vi have med eller særligt fokus på?”
Politikken kan blandt andet handle om den fysiske tilgængelighed i kommunen, om sundhed og deltagelse i fællesskaber – og om faglighed, kvalitet og ressourcer i de økonomiske rammer, som er til stede. Den kan også handle om at styrke fokus på borgerens ønsker og mål i tilbud og indsatser, som omdrejningspunkt i samarbejdet mellem borger og medarbejdere – og den kan handle om samarbejde med pårørende og netværk. Politikken kan også handle om andre ting, som brugere og borgere peger på.
Frem til den 10. september kan alle via kommunens hjemmeside bidrage med inspiration til, hvad der er vigtigt at få med i den kommende politik. Se nærmere på hjemmesiden www.brondby.dk/hp-politik
I august og september bliver der også afholdt en række mindre møder i kommunens tilbud og institutioner på handicapområdet. Her kan brugere og pårørende komme med deres input til politikken.
Kontakt
Social- og Sundhedsforvaltningen
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Tlf. 43 28 28 28
Fax 43 43 65 43