Genopdag livet under overfladen: Kom til Naturens Uge i Brøndby

Dette års tema for Naturens Uge er 'Livet under overfladen'. I Brøndby kan borgerne blandt andet deltage i gratis workshops på Brøndby Strand.

Et af Brøndbys kendetegn er den nemme adgang til vand og Strandparken ved Køge Bugt er især populær. Her kan borgerne få et tiltrængt forfriskende dyp på en varm sommerdag, og sejlerne kan stikke til søs. De små vandhuller i kommunen er også populære for fx haletudser, guldsmede og honningbier.

Men selvom både borgere og dyr er glade for vand, så ved vi meget lidt om, hvad der foregår under overfladen. Presset på vores blå natur vokser på grund af blandt andet forurening og overfiskeri.

Derfor er temaet for Naturens Uge i 2023 ’Livet under overfladen’. I år venter der endnu et spændende program med to åbne arrangementer, hvor alle er velkomne.

Det er gratis at deltage, og der kræves ingen tilmelding.

Onsdag den 6. september kl. 15.00-19.00: Brøndby Strand, ud for Strandporten.

Søndag den 10. september kl. 10.00-14.00: Naturskolen, Voldgaden 21D.

Der vil være forskellige workshops begge dage:
- Kom og bliv klogere på livet på det lave vand
- Vær med til at lave fiskebørnehaver, hvor små fisk og andre vanddyr kan gemme sig
- Lær om tang som ressource og smag på den.

Naturens uge er Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådets årlige mærkedage for naturoplevelser. I Brøndby Kommune er det ’Afdelingen for læring og oplevelser i naturen’, der i samarbejde med DDS Ulf Jarl, KFUM Knuden og Materielgården afholder en række arrangementer i løbet af ugen for Brøndbys foreninger og institutioner - og to åbne arrangementer, hvor alle er velkomne.

Læs mere om Naturskolen: Brøndby Naturskole (brondby.dk)

Kontakt

Brøndby Naturskole

Voldgaden 21D
2605 Brøndby

Tlf. 36 48 50 54

www.brondbynaturskole.dk

Facebook: Brøndby Naturskole

Sidst opdateret den 30. august 2023
Skrevet af Brøndby Kommune