Alle Brøndbys ældrecentre er nu idrætscertificerede
Ældrecentret Æblehaven er nu også blevet idrætscertificeret. Dermed er alle Brøndby Kommunes tre ældrecentre idrætscertificerede.
Som en af de tre første kommuner i landet er alle Brøndby Kommunes ældrecentre nu idrætscertificerede.
Det skete i dag, hvor Æblehaven, som det sidste ældrecenter i kommunen, fik overrakt et diplom som idrætscertificeret ældrecenter.
Bag ordningen står Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Dansk Arbejder Idrætsforbund (DAI). Med et diplom som idrætscertificeret ældrecenter skal man bl.a. have bevægelsesaktiviteter mindst tre gange om ugen.
En af beboerne, som var med til at fejre det nye diplom i dag i Æblehaven med taler, bobler og fællesgymnastik, er beboer Hanne Jensen, som finder stor glæde ved aktiviteterne:
”Gymnastik er rigtig godt. Det er dejligt at se andre mennesker. Jeg har haft en dårlig arm, men det er blevet bedre nu med gymnastikken”, siger Hanne Jensen.
Også beboer Alice M. Jørgensen var med til fejringen i dag, og hun er er glad for aktiviteterne og særligt samværet:
”Jeg er med til alle aktiviteterne, som gåture og gymnastik. Jeg kan godt lide at være sammen med andre mennesker”, siger hun.
Ud over gymnastik og gåture, så deltager beboerne også i forskellige boldspil, Royal Run og så har de også haft besøg flere gange af børnehaver, som de laver gymnastik med, fortæller aktivitetsmedarbejder Jeanett Wendelboe Jensen.
”Beboerne elsker, når børnehaverne er her, fortæller Jeanett Wendelboe Jensen.
Hun er uddannet beskæftigelsesvejleder og har arbejdet i Æblehaven i 23 år.
”Vi har altid haft meget bevægelse, men med idrætscertificeringen er det mere i system nu”, siger hun.
Kontakt
Kommunikationsteam
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Tlf. 43 28 28 28