Børnene i Brøndby har fået bedre motorik

Efter flere års fokus på idræt og bevægelse i dagtilbuddene i Brøndby, har færre børn nu motoriske vanskeligheder. Det viser en undersøgelse fra Sundhedsplejen.

Børn i Brøndby er blevet endnu dygtigere til at gå på line, hinke og kaste med en bold, end de var for bare tre år siden. Det viser Sundhedsplejens seneste to årlige undersøgelser af eleverne i 0. klasse. Ifølge undersøgelserne er andelen af børn med motoriske vanskeligheder faldet fra ca. 9 procent til ca. 6 procent. 

Den forbedrede motorik kommer børnene til gode på flere punkter, forklarer Ronja Maria Hansen, som er projektleder for ’Bevæg dig for livet’ i Brøndby Kommune:

”Med god motorik er det lettere at være med i legene i børnehaven og skolen, og det kan også give større lyst og mod til at være aktiv i fritiden. Dermed kan børnene også få lettere ved at blive en del af fællesskaber i foreningsliv, hvilket har stor betydning for deres sundhed og trivsel”, siger hun.  

Stor tværfaglig indsats omkring bevægelse

Sundhedsplejen samt fysioterapeuter og ergoterapeuter fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i Brøndby har stort fokus på at vejlede børnefamilier om motorik og bevægelse. Leg og bevægelse har ligeledes altid været en del af hverdagen i dagtilbuddene i Brøndby, men siden 2017 er der igangsat en række større initiativer som skal give børnene i kommunens dagpleje og institutioner de bedste rammer for at udvikle sig fysisk og motorisk og mærke glæden ved at bevæge sig. Og de nye resultater glæder Anette Pilmark, som er formand for Børne- og Skoleudvalget:

“Det er virkelig dejligt at se, at dagtilbuddenes massive satsning på idræt og bevægelse begynder at bære frugt, og at vi nu kan se, at motorikken er blevet bedre blandt de mindre børn i Brøndby. Jeg er meget stolt af det arbejde, der er blevet lavet, og vi skal naturligvis fortsætte med at have fokus på området,” siger Anette Pilmark.

Pædagogisk idræt i centrum

Siden 2017 har dagtilbuddene i Brøndby Kommune været på flere idrætskurser. I 2021 deltog fx alle daginstitutioner – og dermed over 400 medarbejdere – i Brøndby i uddannelsen ’Idræt, leg og bevægelsesinstitution’, og i 2022 færdiggjorde 18 pædagogiske medhjælpere og assistenter meritpædagoguddannelsen med speciale i sundhedsfremme og bevægelse.

”Pædagogisk idræt har været den gennemgående metode i alle de uddannelser, kurser og aktiviteter der har været gennemført og som skal fortsætte i daginstitutionerne i Brøndby,” siger Marie Kirstine Hvolris, som er fagchef for dagtilbud og sundhedsplejen, og fortsætter:

”Pædagogisk idræt handler om at børn sanser, erfarer og lærer gennem kroppen. Så udover at lave en masse idræt og bevægelseslege, så tænkes kroppen også ind, når der arbejdes med børnenes sprog, deres sociale udvikling eller andre emner i daginstitutionen”.

Endnu mere idræt og leg med projekt ’Bevæg dig for livet’

Brøndby Kommune er ’Bevæg dig for livet’ visionskommune fra 2021 til 2025, hvilket betyder, at kommunen har et tæt samarbejde med DIF og DGI, om at få endnu flere børn, voksne og seniorer til at blive fysisk aktive og en del af foreningslivet.

Med ’Bevæg dig for livet’ har Brøndby Kommune sat gang i en række initiativer, der skal styrke børn og unges motorik, fysik og bevægelsesglæde. Skolerne arbejder ligesom dagtilbuddene også med at få mere bevægelse ind i hverdagen, og det lokale foreningsliv støttes i at tiltrække og fastholde børn og unge. Det sker blandt andet gennem den kommunale fritidspasordning, der startede op i august 2022, hvor børn og unge, som af forskellige årsager ikke har fundet vej til foreningslivet, kan få vejledning samt økonomisk støtte til bl.a. kontingent, og som indtil videre har givet 200 børn og unge en aktiv fritid i foreningerne.

Bevægelsesindsatser på dagtilbudsområdet i Brøndby Kommune 2017-2023

  • 2017: Fem daginstitutioner opnår idrætscertificering ved DIF og VIA University College.
  • 2018: Alle dagplejere opnår idrætscertificering ved DIF og VIA University College.
  • 2018: Konceptet ’Idrætsleg’ starter op. Idrætsleg er et 6-ugers forløb med pædagogisk idræt for en hel årgang børn i en hal i hver bydel – planlægges og afvikles af pædagogiske personale og en konsulent fra forvaltningen. 
  • 2021: Alle daginstitutioner deltager i uddannelsen ’Idræt, Leg og Bevægelsesinstitution’ ved DIF og VIA University College.
  • 2022: 18 medhjælpere og assistenter færdiggør meritpædagoguddannelsen med speciale i Sundhedsfremme og bevægelse.
  • 2023: Årligt tilbagevendende kursusdag i idræt og bevægelse for repræsentanter fra alle dagtilbud gennemføres for første gang.

Kontakt

Børne-, Kultur- og Idrætsforvaltningen

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Tlf. 43 28 28 28

born@brondby.dk

Åbningstider

Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

Telefontider

Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

Undgå lang ventetid i telefonen 

Sidst opdateret den 18. september 2023
Skrevet af Brøndby Kommune