Nyt tværkommunalt samarbejde skal lette presset på sygeplejersker

Brøndby Kommune er med i et nyt tværkommunalt samarbejde med Rigshospitalet, hvor jobcentrene hjælper med at rekruttere ledige borgere til at aflaste sygeplejerskerne. For Sanne Lazar Bregenhof har projektet betydet, at hun nu arbejder som fast vagt på Rigshospitalet.

Der kommer flere ældre og samtidig er det svært at rekruttere personale til vedfærdsområdet. Men et nyt projekt, som udløber fra Brøndby Kommunes jobcenter, kan nu være med til at aflaste sygeplejerskerne.

Projektet går ud på at ansætte ledige borgere, som lynhurtigt bliver oplært til at sidde vagt ved meget syge borgere. Derudover kan de fx hjælpe sygeplejerskerne med at give patienter mad og drikke og hjælpe patienter i bad og på toilettet, så sygeplejerskerne fx kan bruge tiden på at give medicin.

De ledige, som skal indgå som vikarer på Rigshospitalet, bliver udvalgt af jobcentrene i forskellige kommuner, og herefter kan de få virksomhedspraktik. Efter ansættelsen på Rigshospitalet sender hospitalet dem videre på otte ugers opkvalificering på SOSU-skolen.

Idéen til projektet opstod, da FOA og Rigshospitalet hørte om Brøndby Kommunes opkvalificering af SOSU-hjælpere, hvor kommunen ansætter ledige som vikarer for at dække ind, når SOSU-hjælpere skal på kursus.

”Jeg blev kontaktet af FOA og Rigshospitalet, der havde oprettet en ny jobfunktion, som hedder portør-light. De skulle akut bruge personale, og jeg sendte derfor jobordren ud i det tværkommunale samarbejde i hovedstadsregionen. Og det var en succes”, fortæller Ulla Bruhns, jobrotationsansvarlig i Jobcenter Brøndby.

"Det vil være vildt spændende at blive videreuddannet som portør"

Til det første møde på Rigshospitalet mødte 95 ledige borgere op for at høre mere om stillingen, og Rigshospitalet valgte at ansætte 15 borgere – heriblandt tre fra Brøndby.

En af dem er Sanne Lazar Bregenhof fra Brøndbyvester, som havde været ledig i cirka fire måneder. Hun har en bachelor i Idræt og Sundhed og en kandidat i Pædagogik.

”Jeg tænkte, at jeg kunne altid tage til mødet og høre mere om det og så tage stilling til det bagefter”, fortæller hun.

Og jobbet lød så spændende, at hun efterfølgende sendte sit cv og en motiveret ansøgning. Hun blev kaldt til samtale og fik jobbet på Rigshospitalet, hvor hun kan se, at jobbet giver god mening.

”Det er virkelig spændende. Jeg kan godt se, at der er travlt på sygehuset”, fortæller Sanne Lazar Bregenhof, som udover at aflaste sygeplejerskerne også selv får noget ud af jobbet.

”Lige nu er jeg en svamp og suger til mig. Jeg vil altid gerne lære noget nyt. Det vil være vildt spændende at blive videreuddannet som portør”, siger hun.  

Fremtidigt samarbejde

Allerede nu er Jobcenter Brøndby og Jobcenter København i gang med at tilrettelægge det næste forløb, som bliver lidt anderledes.

Det er Jobcenter Brøndby, som er tovholder på projektet, hvor der løbende skal rekrutteres 15-20 medarbejdere 1-2 gange om året.

For Sanne Lazar Bregenhof har projektet betydet, at hun nu arbejder som fast vagt på Rigshospitalet.

Kontakt

Jobcenter Brøndby

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Tlf. 43 28 26 66

jobcenter@brondby.dk

Åbningstider

Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

Telefontider

Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 09.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

Sidst opdateret den 11. oktober 2023
Skrevet af Brøndby Kommune