Nyt bæredygtigt børnehus får Brøndby Kommunes første DGNB Guld Certificering

Børnehuset Kirkebjerg har netop modtaget et bæredygtigheds-præcertifikat, som det fysiske bevis på, at børnehuset opnår en guldcertificering, når det står helt færdigt. Det nye bæredygtige byggeri udspringer af den ambitiøse klimaplan, som blev vedtaget sidste år.

Når Børnehuset Kirkebjerg om et lille års tid står klar til at tage imod en masse glade børn og voksne, bliver det ikke alene Brøndbys største børnehus med plads til 180 børn. Børnehuset bliver også en af Brøndbys første profilinstitutioner – og så bliver børnehuset også kommunens første nybyggeri, der opnår det prestigefyldte certifikat DGNB Guld.

Brøndby Kommune har netop modtaget et diplom, et såkaldt præcertifikat på DGNB Guld, for Børnehuset Kirkebjerg. Det betyder at børnehuset bliver opført bæredygtigt både socialt-, miljømæssigt og økonomisk.

Og det ligger helt i tråd med Brøndbys ambitiøse klimaplan, hvor der er sat konkrete mål for, hvordan Brøndby Kommune bliver CO2-neutral og klimatilpasset senest i 2050.

”Der er få dagsordener, der er så vigtige som klimaet og den grønne omstilling. Og i Brøndby skal vi selvfølgelig også tage medansvar for at løse klimaudfordringerne. Derfor er jeg stolt over, at kommunalbestyrelsen har vedtaget en så ambitiøs klimaplan. Og når vi bygger og renoverer, har det stor effekt på miljø og klima. Derfor har vi naturligvis sat yderligere fokus på bæredygtighed med bl.a. helt konkrete bæredygtighedsmål for nybyggerier”, siger borgmester Kent Magelund.

Brøndbys klimaplan indeholder ikke færre end 45 delmål og 159 indsatser, der sætter retning for de kommende års arbejde. Et af delmålene lyder, at alt nybyggeri og renovering med et anlægsbudget over 30 mio. kr. fra 2023 har en DGNB-certificering på minimum Guld.

Børnehuset Kirkebjerg, der netop har afholdt rejsegilde, bliver Brøndby Kommunes første byggeri, der opføres efter de nye standarder om bæredygtighed både socialt, miljømæssigt og økonomisk. DGNB måler bl.a. livscyklus af byggematerialer, transport, forbrug af energi og vand under og efter byggeriet, holdbarhed, tilgængelighed, indeklima og balancen mellem udgifter til anlæg og til den efterfølgende drift.

”Med Børnehuset Kirkebjerg får vi et spændende og meget ambitiøst byggeri i Brøndby, som bliver et tydeligt symbol på den udvikling, vi har sat i gang med stærkere, sundere og mere bæredygtige fællesskaber”, siger Kent Magelund.

DGNB Guld

Børnehuset Kirkebjerg har netop modtaget et bæredygtigheds-præcertifikat, som det fysiske bevis på, at børnehuset opnår en guldcertificering, når det står helt færdigt. Det nye bæredygtige byggeri udspringer af den ambitiøse klimaplan, som blev vedtaget sidste år.

Kontakt

Kommunale Ejendomme

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Tlf. 43 28 28 28

tmf-kommunale-ejendomme@brondby.dk

Åbningstider

Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

Telefontider

Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

Sidst opdateret den 11. oktober 2023
Skrevet af Brøndby Kommune