Striktrøje-tirsdag kan droppes: Brøndby Kommune skruer lidt op for varmen

Brøndby Kommune hæver temperaturen en smule i forhold til sidste år, men vil fortsat have fokus på energibesparende initiativer.

Fingerløse vanter, tæpper og skiundertøj. Sidste år oplevede mange, at der var koldt i bygninger og på kontorer.

Krigen i Ukraine resulterede i høje priser på el og varme, og regeringen og KL indgik derfor en aftale om bl.a. at sænke temperaturen i kommunale bygninger til 19 grader. Brøndby Kommune sænkede derfor også temperaturen til 19 grader på bl.a. skoler og i administrative bygninger, og i sportshaller blev temperaturen sænket til 18 grader. For at holde varmen indførte medarbejderne i Brøndby Kommune bl.a. plankeøvelser og striktrøje-tirsdag. 

Men i år bliver der skruet op for varmen. Det skyldes, at Energistyrelsen har meldt ud, at man forventer en stabil energiforsyning, og KL og regeringen har meldt ud, at der ikke kommer anbefalinger om bestemte temperaturer. Derfor har Brøndby Kommune besluttet, at temperaturen vil blive sat til 21 grader på skoler og administrative arbejdspladser. Da de enkelte bygninger varerier meget, kan temperaturen opleves forskelligt.

I kommunale bygninger, som ikke er i fuld anvendelse, men som bliver lånt ud til fx foreninger samt i idrætshaller, hvor der er fysisk aktivitet, bliver temperaturen sat til 19 grader. I de øvrige bygninger vil temperaturen være på samme niveau som før energikrisen, hvilket også var tilfældet sidste vinter.

Dermed vil det forhåbentlig betyde, at medarbejdere, skoleelever og øvrige brugere af kommunens bygninger, vil opleve et mere behageligt arbejdsmiljø, da det ikke vil føles så koldt. Samtidigt har kommunen fokus på energibesparende initiativer, da temperaturen fortsat er sænket lidt i forhold til det normale niveau.

Som et ekstra tiltag sidste år blev der også slukket for saunaerne i Nørregård Svømmehal og i vinterbadehuset ved Brøndby Havn, og tørreskabene i daginstitutionerne blev slukket. I den kommende vinter vil der være tændt for saunaerne og daginstitutionernes tørreskabe, når det giver mening.

Regeringen overvåger fortsat, hvad der sker i energimarkedet og vil reagere, hvis der er behov for det. Hvis der kommer nye meldinger fra KL og Energistyrelsen, vil Brøndby Kommune vurdere situationen på ny.

Kontakt

Kommunale Ejendomme

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Tlf. 43 28 28 28

tmf-kommunale-ejendomme@brondby.dk

Åbningstider

Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

Telefontider

Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

Sidst opdateret den 16. oktober 2023
Skrevet af Brøndby Kommune