330 træer plantet ved Brøndbyvester Skole

I dag fik Brøndby sin første skoleskov, da entusiastiske elever fra 2.A. og 6.E. på Brøndbyvester Skole plantede 330 små træer på skolens areal sammen med frivillige fra Brøndbyvester Grønne Nabofællesskaber.

I dag fik Brøndbyvester Skole en skoleskov på 100 m2, som blev plantet på Tornehøj 5. Skoleskoven er blevet opført takket være Brøndbyvester Grønne Nabofællesskaber og Brøndbyvester Skole med støtte fra organisationerne 2030Skov og Landsforeningen Praktisk Økologi, Brøndby Kommunes ’Grøn Pulje’ og med en flot donation fra Sunset Boulevard.

En blanding af 25 forskellige hjemmehørende træer og buske, som alle vil bære afgrøder i form af frugt, bær eller nødder, blev plantet i jorden, der forinden var blevet beriget med nærende hestemøg fra Brøndby Ny Rideklub.

Plantningen skete ved hjælp af Miyawaki-metoden, hvor mange forskellige slags unge træer plantes tæt, så de står skulder ved skulder. Det får skoven til at vokse 10 gange hurtigere end en traditionel skov, og skolens elever kan nå at se den blive til en stor skov i løbet af deres skoletid.

Forud for plantedagen har eleverne deltaget i en inspirerende workshopdag. Her har de i fællesskab skabt et træ, klippet og limet blade fast og dykket ned i viden om, hvad en skoleskov repræsenterer.

Det bliver ikke bare en skov; det bliver et levende læringsrum for skolens elever, hvor de aktivt kan deltage i skovens pleje og lære om biodiversitet, bæredygtighed og naturens undere.

Det ser viceskoleleder Karina Holm Houbak meget frem til:

”Vi glæder os til som skole at tænke fag ind i den her lille skov og komme ud, hvor der er ”højt til loftet”, og få en forståelse for at få noget til at gro i fællesskab, siger hun”.

Kontakt

Kommunikationsteam

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Tlf. 43 28 28 28

kommunikation@brondby.dk

Sidst opdateret den 17. november 2023
Skrevet af Brøndby Kommune