Brøndby skifter til elbusser på linje 13 og 22

Fra på søndag den 10. december 2023 kører linje 13 og linje 22 på el.

Når passagerer fra på søndag den 10. december stiger ind i bus 13 eller bus 22 i Brøndby, så vil de gamle busser være skiftet ud med nye grønnere, mere miljøvenlige elbusser.

Brøndby Kommune har sammen med seks andre kommuner og Region Hovedstaden skiftet en række busser ud til elbusser, som kører emissionsfrit - det vil sige uden udledning af CO2 og lokal luftforurening fra bussens motor. Derudover vil det få betydning for selve køreoplevelsen, da elbusserne støjer mindre og er mere behagelige at køre i for både kunder og chauffører.

"I Brøndby er en god kollektiv transport en vigtig del af den grønne omstilling. Derfor glæder det mig, at bustrafikken med de to nye elbusser nu bliver mere grøn. Det bidrager både til en sundere by med renere luft og mindre støj", siger Finn Andersen, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Brøndby Kommune.

Elbusserne på linje 13 og 22 giver Brøndby Kommune en samlet årlig CO2-besparelse på 410 tons. Dermed bidrager kommunen sammen med Movia til at indfri målsætningen om en national CO2-reduktion på 70 pct. inden 2030.

41 elbusser i alt på 12 buslinjer i og omkring hovedstaden

Movia sender i alt 41 elbusser fordelt på 12 buslinjer på vejene i hovedstadsområdet og det nordlige Sjælland. Sammen med alle kommuner og begge regioner har Movia aftalt et fælles mål om, at alle Movias busser skal køre fossilfrit i 2030, og at mindst halvdelen kører på el.

De nye elbusser i Brøndby, Glostrup, Helsingør, Herlev, Hvidovre, Københavns og Rødovre Kommuner samt i Region Hovedstaden betyder en grønnere rejse for en stor del af de sjællandske passagerer. Med de nye elbusser tager regionen og kommunerne endnu et skridt i retningen mod en grøn offentlig transport for et bedre miljø, bedre trafik og bedre byområder.

Kontakt

Vej-teamet

Teknik- og Miljøforvaltningen

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Tlf. 43 28 24 46

trafik@brondby.dk

Åbningstider

Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

Telefontider

Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

Sidst opdateret den 06. december 2023
Skrevet af Brøndby Kommune