Brøndbys unge imponerede til Ungdomsdemokratidagen
Niveauet var højt, da 14 8. klasser fra Brøndby i fredags dystede om flest stemmer til netop deres projekt på den årlige Ungdomsdemokratidag. Det blev et forslag om flere ture i skolen, så eleverne kan rystes mere sammen og forbedre relationerne, der løb med sejren.
Det summede af snak og gode argumenter, da cirka 275 unge fra byens 8. klasser i fredags indtog Kulturhuset Brønden i Brøndby. Hver klasse præsenterede en gennemarbejdet ide til et projekt under overskriften ”Hvordan øger vi trivsel for børn og unge i Brøndby?”.
Det blev til 14 meget forskellige projekter – lige fra et ønske om flere hyggelige parker til et forslag om mere bevægelse i undervisningen, senere mødetid i udskolingen og en fælles kulturdag for 8. og 9. klasser.
Eleverne havde udsmykket hver sin stand med tegninger, figurer, papmodeller og videoer til at bakke deres ide op, så flest mulige ville sætte et kryds ved netop deres projekt ved dagens afsluttende valghandling.
Det blev 8 ID-2 fra Brøndbyvester Skole med projektet: ”Flere ture i skolen”, der løb med sejren. Forslaget går ud på, at klasserne skal på flere fællesture i skoletiden, så de kan rystes mere sammen og forbedre relationerne. Det er svært, at gøre uden for skoletiden, da fritidsjobs, idræt og andre forpligtelser sætter begrænsninger for, at hele klassen ville kunne deltage.
Politikere var imponerede
Flere lokale politikere var rundt og høre teenagernes ideer og viceborgmester Maja Højgaard, der selv arbejder for at styrke den demokratiske deltagelse, var imponeret over de unges projekter og engagement.
”Jeg synes, Ungdomsdemokratidagen er en rigtig god og vigtig tradition, som jeg er sikker på styrker de unges demokratiske selvtillid, så endnu flere vil deltage i det lokale demokrati. Og så er jeg dybt imponeret over vores unge mennesker, som har lagt masser af arbejde og entusiasme i alle projekterne. Det har været en fornøjelse at se og høre, hvordan de har arbejdet med deres ideer og hvordan de har kæmpet for deres sag,” lød det fra Maja Højgaard.
Viceborgmesteren gav også årets tema et par ord med på vejen, da hun holdt den afsluttende tale i forbindelse med kåringen af valgets vinder.
”Årets tema med unges trivsel er jo et super vigtigt og meget relevant emne. For ALLE børn og unge har ret til et godt børne- og ungeliv. Så vi politikere har suget til os, når vi har været rundt og se de mange interessante projekter, for der er ingen tvivl om, at vi kan lære meget af jer, det hele handler om,” lød det fra Maja Højgaard.
På Ungdomsdemokratidagen er eleverne gennem en tro kopi af en valghandling efter de har præsenteret deres projektideer med meninger, holdninger og gode argumenter over for hinanden og de fremmødte politikere.
Ungdomsdemokratidagen i Brøndby er en årlig tilbagevendende begivenhed for byens 8. klasser og er tilrettelagt i samarbejde mellem elever, lærere, Kulturhuset Brønden og Brøndby Ungdomsskole.
Kontakt
Ungdoms- og musikskolen
2605 Brøndby