Pensionisthuset Møllen officielt overdraget til brugerne

Det ene af Brøndbys to pensionisthuse, Pensionisthuset Møllen i Brøndbyvester, er nu officielt et frivilligt og brugerdrevet tilbud til kommunens seniorer.

Kommunalbestyrelsen besluttede i forbindelse med budget 2023, at Pensionisthuset Møllen fra den 1. januar 2024 skal være et frivilligt drevet og dermed brugerdrevet tilbud. Den 25. januar 2024 blev det nye Pensionisthuset Møllen så officielt overdraget til brugerne af huset.

Maja Højgaard, der er formand for Social- og Sundhedsudvalget, takkede ved den officielle overdragelse arbejdsgruppen for deres store arbejde med at etablere et brugerdrevet tilbud. Arbejdsgruppen har bestået af brugere, repræsentanter fra foreninger, Seniorrådet, Ældresagen samt kommunale medarbejdere.

”I dag overdrager vi nøglerne fra et kommunalt styret hus til et brugerdrevet hus. Jeg vil gerne anerkende jer i huset i dag for at leve op til at lade de bredeste skuldre bære de tungeste byrder. Jeg er spændt på at følge med på sidelinjen i, hvad I finder på at bruge huset til”, sagde Maja Højgaard blandt andet i sin tale.

Arbejdet med at sikre en god overgang til et brugerdrevet og velfungerende frivilligt drevet tilbud har været undervejs i løbet af det seneste år, hvor der både har været afholdt flere dialogmøder og inspirationsbesøg til lignende tilbud i andre kommuner.

Derudover har arbejdsgruppen udarbejdet vedtægter, samarbejds- og brugsretsaftale samt løsningsforslag til de mange praktiske opgaver, der er i forbindelse med overgang til et brugerdrevet hus. Arbejdsgruppens mål har været, at Pensionisthuset Møllen fortsætter i samme ånd med samme borgere og omfang som tidligere.

Pensionisthuset Møllen er fortsat åbent, men nu et brugerdrevet tilbud fortrinsvis til 60+ borgere og førtidspensionister, der gennem aktiviteter sammen med andre skal være med til at skabe rammerne for et aktivt seniorliv i Brøndby kommune.

Pensionisthuset ligger centralt i Brøndby lige ved byens vartegn Brøndbyvesters Mølle over for Brøndby Rådhus.

I Pensionisthuset er der fortsat et bredt udvalg af forskellige aktiviteter, som fx skak, knipling og billard samt hygge i den gamle have, hvor grillen bliver flittigt benyttet i sommerperioden.

Alle er velkomne i Pensionisthuset Møllen.

Maja Højgaard, formand for Social- og Sundhedsudvalget overdrager nøglen til Pensionisthuset Møllen til Preben Thorndahl, midlertidig formand for brugerrådet.

Kontakt

Pensionisthuset Stranden

Kulturhuset Brønden 1. sal
Brøndby Strand Centrum 60
2660 Brøndby Strand

Tlf. 51 48 05 04

pensionisthusene@brondby.dk

Åbningstider: Alle hverdage 09.00 - 15.00

Pensionisthuset Møllen

Brøndby Møllevej 37
2605 Brøndby

Tlf. 43 28 26 80

 

Åbningstider: Alle hverdage 09.00 - 15.00

Sidst opdateret den 26. januar 2024
Skrevet af Brøndby Kommune