Ny temalokalplan vedtaget: Brøndby skal være grønnere

Brøndbys Kommunalbestyrelse har vedtaget en ny temalokalplan som skal sikre grønnere boligområder, højere biodiversitet og mere klimatilpasning. Du kan læse mere om temalokalplanen og vedtagelsen her på siden.

I løbet af de seneste år har der været en tendens til at udskifte grønne hække og åbne forhaver med forskellige former for faste og massive lukkede hegn og større flisebelagte arealer. Det betyder, at dele af Brøndby Kommunes boligområder risikerer at få en mere lukket og afvisende karakter. Kommunalbestyrelsen har derfor besluttet at lave en samlet temalokalplan med nye regler for hegn, belægning og beplantning.

I forbindelse med arbejdet med den nye temalokalplan har der været afholdt et velbesøgt borgermøde i Brønden. Temalokalplanen har også været i offentlig høring, hvor der er indkommet 119 høringssvar samt 116 kommentarer på Facebook, hvoraf der både er mange positive tilkendegivelser og kritiske kommentarer.

Offentlig bekendtgørelse af endelig vedtagelse af temalokalplan 504, hegning, belægning og beplantning.

Kommunalbestyrelsen har på sit møde den 7. februar 2024 vedtaget lokalplan 504 endeligt.

Læs temalokalplan 504 her

Baggrund for lokalplanen

Formålet med lokalplanen er at ændre en udvikling, der går mod stadig flere visuelt lukkede og afvisende parcelhusejendomme og samtidig styrke karakteren af kommunens parcelhus-, rækkehus- og kolonihaveområder, så de fremtræder med indbydende gaderum, mere grønt og bedre klimatilpasning med dertil hørende øget biodiversitet.

Lokalplanens indhold

Lokalplanen har fire temaer:

  • Hegning: Lokalplanen regulerer, at der mod veje og stier kun kan etableres levende hegn eller let og begrønnet espalier. Bag levende hegn kan der opføres faste hegn i en maks. højde på 1,8 meter.
  • Belægninger: Der er fastsat bestemmelser om, hvor stor en del af den enkelte grund, der må bestå af hård belægning såsom fliser og asfalt. Dette gælder også for forhaver ud mod vej.
  • Overkørsler: Lokalplanen indeholder bestemmelser om, at overkørsler må være op til 5 meter brede, svarende til kommunens standard.
  • Træer: I lokalplanen er der bestemmelser om, at større træer ikke må fældes uden en forudgående tilladelse fra kommunen.

Høring

Kommunalbestyrelsen besluttede på sit møde den 14. juni 2023 at sende forslag til "Temalokalplan 504 for hegning, belægning og beplantning" i offentlig høring. Høringen gik fra den 30. juni til den 15. september 2023,

Der er indkommet 119 høringssvar samt 116 kommentarer på Facebook. Mange af høringssvarene er positive for lokalplanforslaget. De mere kritiske kommentarer handler på et overordnet plan om, at kommunen ikke skal blande sig i, hvordan folk indretter deres have, og at den private ejendomsret ikke skal krænkes. Det bemærkes, at det ikke er nyt, at kommunen gennem lokalplaner og anden lovgivning regulerer de fysiske forhold på private ejendomme, f.eks. hvordan og hvor meget man må bygge, ligesom der er miljøregler om afløbskoefficienter, vejregler om overkørsler mm. Flere lokalplaner har også allerede bestemmelser om f.eks. hegning. Kommunen finder, at der med lokalplanens vedtagelse, stadig vil være rig mulighed for at sætte et individuelt præg på ens have.

Borgermøde

Der har også været afholdt et meget velbesøgt borgermøde i høringsperioden i Brønden den 14. august 2023. Spørgsmål og kommentarer på mødet var i tråd med det, der er indkommet skriftligt. Borgermødet drejede sig om emner, der - som forventet - medførte forskellige reaktioner, ikke mindst da lokalplanen omhandler forhold inde på den enkelte borgers ejendom. Der var en meget aktiv og engageret deltagelse igennem hele mødet, og forvaltningen fik en række gode input og bemærkninger fra deltagerne undervejs. 

Ændringer i temalokalplanen

Høringen har afstedkommet, at der er foretaget en præcisering af en enkelt bestemmelse vedrørende belægning. Det er således blevet præciseret, at areal til en p-plads og affaldsbeholdere ikke indgår i den samlede beregning af det befæstede areal. Baggrunden er, at det ellers kan være svært at indrette disse arealer på grund af pladskrav til bl.a. affaldsbeholdere, bilparkering, cykelparkering og stier/adgangsveje. Derudover er der foretaget mindre redaktionelle rettelser.

Referat af kommunalbestyrelsens behandling

Du kan læse referatet af kommunalbestyrelsens behandling af endelig vedtagelse af lokalplanen via linket nederst i denne boks under punkt 641.

I referatet kan man også se de samlede bemærkninger til høringen samt resume af forvaltningens generelle kommentarer til de mest gennemgående bemærkninger fra den offentlige høring om lokalplanens fire temaer, bilag 1. Her er også den detaljerede behandling af og kommentarer til de indkomne høringssvar, bilag 2. 

Læs referat af kommunalbestyrelsens behandling af endelig vedtagelse af lokalplanen

Folder om lokalplanens virkninger

Kommunen udarbejder en folder der i et mere enkelt sprog beskriver hvad der gælder for dig som husejer, den bliver husstandsomdelt senere.

Miljøvurdering

Der er forud for udarbejdelse af lokalplanen og kommuneplanstillæget foretaget en screening af planernes forventede miljøpåvirkninger i forhold til omgivelserne. Screeningen viste, at planenerne ikke vil medføre væsentlige miljøpåvirkninger af området. På denne baggrund er der ikke foretaget en egentlig miljøvurdering af lokalplanen. Der er ikke indkommet klager over, at der ikke er foretaget en egentlig miljøvurdering.

Klagevejledning

Hvis du ønsker at klage over vedtagelsen af lokalplanen, kan du klage til Planklagenævnet. Klagen skal være indsendt senest 4 uger efter den dato, hvor lokalplanen er offentliggjort. Det koster et gebyr at klage.

Du finder mere information om frister, vilkår og procedurer på planklagenævnets hjemmeside:

https://naevneneshus.dk

 

Hvad kan man klage over?

Man kan kun klage over retlige spørgsmål i forhold til den måde en plan er vedtaget på – jævnfør Planlovens § 58-62. Det vil sige, at der kan klages over spørgsmål om planens lovlighed, herunder dens lovlige tilvejebringelse. Der kan derimod ikke klages over planens hensigtsmæssighed. Det er Planklagenævnet, der vurderer, om din klage omfatter et retslig spørgsmål.

Hvem kan klage?

Du skal være klageberettiget for at kunne klage, det vil sige have en væsentlig interesse i sagens udfald. Derudover kan foreninger og organisationer, hvis hovedformål er at beskytte natur og miljø eller at varetage væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen, klage.

Hvordan kan jeg klage?

Du kan klage via Klageportalen. Klagen sendes herefter gennem Klageportalen til Brøndby Kommune som kommenterer på klagen.

Søgsmål

Hvis du vil indbringe sagen for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder fra den offentlige bekendtgørelse af den endeligt vedtagelse af planen.

Sidst opdateret den 26. februar 2024
Skrevet af Brøndby Kommune