Flere borgere i Brøndby melder sig ind i en idrætsforening

Idrætsforeningerne i Brøndby Kommune gik frem med 381 medlemmer i 2023. På landsplan slår foreningernes samlede medlemstal rekord igen.

Flere borgere i Brøndby melder sig ind i idrætsforeninger. I 2023 var stigningen på 381 flere medlemmer.

Dermed er der tilsammen 12.135 medlemmer i Brøndby Kommunes idrætsforeninger. Det viser nye tal fra Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI.

Fra 2021 til 2025 er Brøndby Kommune ’Bevæg dig for livet’ visionskommune, hvor målet netop er, at flere borgere bliver fysisk aktive og medlemmer i foreningerne, og de stigende medlemstal tyder på at initiativerne i Bevæg dig for livet bærer frugt.

”Det er rigtig dejligt, at der igen i år er kommet flere medlemmer i foreningerne i Brøndby Kommune. Det viser, at vi med Bevæg dig for livet-indsatserne er på rette vej. Jeg håber, at vi sammen med foreningerne kan fortsætte den positive udviklingsrejse, som vi er på, så vi kan få endnu flere ud og opleve glæden ved at bevæge sig og gerne i foreningslivets fællesskaber,” udtaler formand for Idræts- og Fritidsudvalget, Michael Buch-Barnes.

Gode tilbud og vigtige frivillige

Brøndby Kommunes stigning er i tråd med tendensen på landsplan. 

Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI kunne sidste år præsentere et historisk højt medlemstal i landets idrætsforeninger, og nu kan de to organisationer igen melde om fremgang.

Den nye opgørelse af medlemstallene for 2023 viser nemlig, at foreningerne i DIF og DGI har fået yderligere 85.261 medlemmer. Dermed er det samlede medlemstal oppe på 2.424.915.

I 2019 var der for første gang over 2,3 millioner medlemmer i idrætsforeningerne under DIF og DGI på landsplan. Under corona knækkede kurven for en stund, men efter pandemien gik det fremad igen, og nu er tallet altså for første gang over 2,4 millioner medlemmer.

”At vi igen i år har så stor en fremgang i medlemstallene er jo først og fremmest glædeligt, fordi de aktive fællesskaber bidrager til vores fysiske, sociale og mentale sundhed. Der er fremgang i alle aldersgrupper, og det er med til at understrege, hvor meget idrætsforeningerne betyder for børn, unge og voksnes liv,” siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.

Også hos DIF og formand Hans Natorp er der glæde over den nationale udvikling i medlemstallene:

”Vi er selvsagt stolte over udviklingen og den nye rekord. De mange gode tilbud i idrætsforeninger appellerer bredt, og vi må igen bare kippe med hatten og sende en særlig tak til de mange frivillige. Det er dem, der får det hele til at glide ude i foreningerne,” siger Hans Natorp.

Fælles idrætsvision har gjort en forskel

Siden 2015 har DIF og DGI arbejdet sammen om ’Bevæg dig for livet-visionen’ med støtte fra Nordea-fonden og TrygFonden. Målet er at få flest mulige borgere til at bevæge sig, og visionen er at gøre Danmark til verdens mest idrætsaktive nation.

I de første år af visionsarbejdet blev der udviklet og implementeret en lang række indsatser og nye idrætskoncepter. Mange af dem bidrager til den samlede medlemsvækst i idrætsforeningerne og er nu så forankrede, at de vil leve videre efter 2024, når den oprindelige visionsperiode i ’Bevæg dig for livet’ udløber.

Den fælles interesse i DIF og DGI er at få endnu flere aktive borgere og medlemmer i idrætsfællesskaberne. Derfor vil de to organisationer fortsætte samarbejdet i ’Bevæg dig for livet’ i de kommende år på udvalgte områder og sætte endnu mere fokus på vigtigheden af frivillighed i idrætsforeningerne.

Fakta om medlemstallene

Det samlede medlemstal for DIF og DGI er renset for, at flere idrætsforeninger/klubber er medlemmer af begge organisationer. Tallet er for kalenderåret 2023, og et aktivitetsmedlem tæller med i statistikken, når der er tale om et medlemskab i mindst tre måneder af året.

Det er muligt at dykke ned i tallene for de to organisationer på henholdsvis www.dif.dk/medlemstal og www.dgi.dk/medlemstal

Landsdækkende medlemstal for 2023 (udvikling fra 2022 i parentes)

Samlede unikke medlemmer på tværs af DIF og DGI 2.424.915 (+85.261)
Danmarks Idrætsforbund (DIF): 2.076.213 (+ 59.953)
DGI: 1.867.765 (+ 96.119)

Medlemstal for Brøndby Kommune

2020: 8.703
2021: 9.632
2022: 11.754
2023: 12.135

Foto: Vibeke Green
Foto: Vibeke Green

Kontakt

Kultur, Idræt og Fritid

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Tlf. 43 28 28 28

Åbningstider

Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

Telefontider

Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

Sidst opdateret den 08. april 2024
Skrevet af Brøndby Kommune