Brøndby Kommune dropper rødt kød i dagtilbud
Kommunalbestyrelsen i Brøndby har besluttet, at der ikke længere skal serveres okse-, kalve- og lammekød i kommunens dagtilbud. Det skal nedbringe kommunens CO2-aftryk.
Fremover vil der ikke blive serveret rødt kød for børnene i Brøndby Kommunes dagtilbud. Beslutningen er taget i forbindelse med de nye ’Retningslinjer for Mad og Måltider i Brøndby Kommunes dagtilbud’, og er i tråd med kommunens ambitiøse Klimaplan.
Beslutningen følger også kommunens dagtilbudsarbejde med sund mad, herunder at give børnene madmod og at være gode rollemodeller for sunde og klimabevidste madvalg.
Formand for Børne- og Skoleudvalget Anette Pilmark er derfor også meget tilfreds med beslutningen om at skære det røde kød væk fra menuen i dagtilbuddene:
”Beslutningen understreger, at der er handling bag ambitionerne om at nedbringe kommunens CO2-aftryk. Samtidig er jeg også glad for, at der er fokus på gode, grønne og sunde måltider i dagtilbuddene, der understøtter børnenes madmod og fællesskabet omkring måltiderne”, siger hun.
Samarbejde med Meyers Madhus
For at klæde køkkenpersonalet i dagtilbuddene godt på, har næsten alle Brøndby Kommunes dagtilbud nu været i et forløb med Meyers Madhus om økologi og madglæde.
Her har fokus især været på grønne og sunde måltider, hvor man blandt andet følger Fødevarestyrelsens anbefaling om at anvende bælgfrugter i større grad end kød. Dermed har køkkenpersonalet i dagtilbuddene allerede nu en god viden om brug af alternativer til rødt kød.
Råderummet for kød gives til forældrene
Beslutningen om at droppe rødt kød er også i tråd med Fødevarestyrelsens anbefalinger om kun at give børn en meget lille mængde kød. Brøndby Kommune ønsker at lade forældrene styre dette lille råderum, så de kan bestemme deres børns kødindtag. Det samme gælder for sukker, hvor de nye ’Retningslinjer for Mad og Måltider i Brøndby Kommune’ opfordrer dagtilbuddene til at finde gode alternativer til sukkerholdige madvarer.