Brøndbys nye letbane-stationer tager form

Hovedstadens Letbane kører efter planen om halvandet år. Nu begynder de nye letbanestationer i Brøndby for alvor at tage form.

Når man i 2025 kan tage den første tur med letbanen mellem Lyngby og Ishøj, bliver det med to stop i Brøndby. Her kører letbanen langs Søndre Ringvej og stopper ved Kirkebjerg Station i krydset Søndre Ringvej / Park Allé og ved Brøndbyvester Station i krydset Søndre Ringvej / Vallensbækvej.

Parallelt med at letbanearbejdet er gået ind i en afsluttende fase står letbanestationerne ’Kirkebjerg’ og ’Brøndbyvester’ nu som et synligt bevis på, at letbanen bliver en realitet i 2025.

”Nu tager letbanen for alvor form. Jeg synes allerede nu, man kan fornemme, at de to stationer spiller godt sammen med omgivelserne. Og der er ingen tvivl om, at letbanen har vist sig at være en vigtig dynamo for udviklingen af særligt hele Kirkebjerg-området, hvor mere end 2.000 borgere allerede er flyttet ind, og det summer af liv”, siger borgmester Kent Magelund.

Begge letbane-stationer er i lighed med alle øvrige stationer på strækningen udstyret med bl.a. rejsekortudstyr, belysning, informationsskærme, et perronafsnit med overdækning, bænke, skraldespande og højtaleranlæg.

Perronerne er cirka 35 meter lange. Der etableres desuden en rampe fra perronen på cirka 10 meter, så der er niveaufri adgang til fortove, veje mv. Det giver lettere adgangsforhold for alle.

Brøndby Kommune etablerer også to letbanestations-forpladser i forbindelse med stationerne. Det arbejde går i gang ultimo 2024.

Testkørsel efter sommerferien


Anlægsarbejdet er gået ind i den sidste fase, og nu mangler der blot at blive lagt skinner i de to vejkryds, hvor stationerne ligger og asfalt på hele strækningen. Det arbejde forventes afsluttet før sommer.

Umiddelbart efter sommerferien begynder entreprenøren arbejdet med at opsætte køremaster og køreledninger inden byggeriet af letbanen er helt afsluttet og klar til testkørsel i slutningen af 2024.

Letbanen i Brøndby

I Brøndby Kommune vil letbanen køre langs Søndre Ringvej, og der kommer to letbanestationer:

  • Kirkebjerg station i krydset Sdr. Ringvej/Park Allé
  • Brøndbyvester station i krydset Sdr. Ringvej/Vallensbækvej
  • Tæt på kommunegrænsen vil der også blive letbanestationer ved både Glostrup Station og Delta Park i Vallensbæk.

Gode råd for trafikanter i Brøndby

  • Planlæg din rejse på trafikinfo.dk, før du kører
  • Hold dig løbende orienteret om den aktuelle trafikinformation på trafikinfo.dk
  • Følg myndighedernes omkørselsrute
  • Øvrige information kan findes på www.dinletbane.dk/trafik

Følg byggeriet

På hjemmesiden dinletbane.dk/broendby kan du følge byggeriet i Brøndby og se, hvilket anlægsarbejde der er i gang i kommunen. Du kan også tilmelde dig infoservice, så du får information om byggeriet direkte på mail, når der er nyt anlægsarbejde.

Kontakt

Vej-teamet

Teknik- og Miljøforvaltningen

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Tlf. 43 28 24 46

trafik@brondby.dk

Åbningstider

Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

Telefontider

Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

Sidst opdateret den 21. maj 2024
Skrevet af Brøndby Kommune