Kampagne: Så mange cyklede til arbejde i Brøndby

Der var vind i håret og flittig pedaltramp i Brøndby, da over 700 medarbejdere fra 85 hold i hele maj måned cyklede med i Danmarks største motionskampagne.

Der blev tilbagelagt mange kilometer i sadlen og sparet CO2, da Cyklistforbundet og kommuner i hele landet i maj gennemførte kampagnen ’VI CYKLER TIL ARBEJDE’.

705 deltagere fra virksomheder i Brøndby og ansatte i Brøndby Kommune cyklede med i kampagnen og passerede over 136.000 km på de tohjulede.


’VI CYKLER TIL ARBEJDE’ er Cyklistforbundets årlige kampagne, hvor det ikke handler om at cykle hurtigst, men om at have det sjovt med kollegaerne og få en sundere hverdag med den daglige cykeltur.

”I Brøndby er vi både stolte og begejstrede over de mange af vores borgere og virksomheder, der har cyklet med i kampagnen. Jeg er stor fortaler for cyklen og bruger den selv dagligt. Cyklen er med til at løse en række problemer. Det gælder både trængsel, klima, miljø – og ikke mindst sundhed”, siger Maja Højgaard, borgmester i Brøndby Kommune.

Direktør i Cyklistforbundet, Kenneth Øhrberg Krag, bakker op: ”Det fantastiske ved vores kampagne, Vi Cykler Til Arbejde, er, at den både er sund og sjov at være med i – og så tæller den virkelig højt på bundlinjen hos både virksomhederne og samfundet. Og vi glæder os over, at vi har haft fremgang to år i træk. Det viser, at flere og flere arbejdspladser kan se, at det er fornuftigt at investere i mere cykling," siger Kenneth Øhrberg Krag.

Fakta om kampagnen:

57.484 deltagere fordelt på 6.381 cykelhold fra 3.285 arbejdspladser i hele landet cyklede med i kampagnen.

De har sammenlagt cyklet 9.818.736 km. De har sparet klimaet for 1.325.529 kg CO2

VI CYKLER TIL ARBEJDE har været arbejdspladsernes årlige motionskampagne lige siden 1998. 

Læs meget mere om kampagnen på www.vcta.dk

Kontakt

Social- og Sundhedsforvaltningen

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Tlf. 43 28 28 28

Fax 43 43 65 43

social@brondby.dk

Sidst opdateret den 26. juni 2024
Skrevet af Brøndby Kommune