Brøndby runder 40.000 indbyggere
Brøndbys befolkningstal stiger, og der er kommet knap 2.000 flere borgere til byen i det seneste år. Det er særligt udviklingen af den nye bydel Kirkebjerg i Brøndbyvester, der tiltrækker nye borgere.
Borgmester Maja Højgaard har netop budt velkommen til Martin, Sasha og deres datter Mathea, som er i fuld gang med at indrette deres nye hjem i Kirkebjerg.
”Med en nyfødt datter havde vi behov for mere plads, så vi er flyttet fra København til Kirkebjerg, hvor vi synes, vi har fundet rigtig gode rammer for familielivet. Det er dejligt, at vi ikke blot har fået en ny og større bolig, men også et sted, der bygger på fællesskaber, siger Martin og Sasha.
Det er ikke alene en stor dag for familien, men også for Brøndby Kommune, hvor der nu bor flere end 40.000 borgere.
Alene i det seneste år er der kommet knap 2.000 nye Brøndbyborgere til. Det er flere end befolkningsprognosen forudsagde, men en stigning var ventet. Årsagen skal primært findes i udviklingen af Kirkebjerg, Brøndbyvesters nye bydel, hvor mere end 3.000 borgere allerede er flyttet ind, og flere følger i de kommende år.
Udviklingen glæder Maja Højgaard, for den vidner om en succesfuld og bevidst byudvikling, og at mange synes, det er attraktivt at flytte til Brøndby for at bo og stifte familie.
”Brøndby er et fantastisk sted at bo – tæt på hovedstaden og med skov og strand og et unikt fællesskab. Så jeg er ikke overrasket over, at flere og flere får øjnene op for, at her kan man bo grønt og trygt og med mange muligheder. Det er rigtig glædeligt. Og det er en stor fornøjelse bl.a. at se Kirkebjerg blomstre op fra erhvervsområde til et boligkvarter, der summer af liv,” siger Maja Højgaard.
Ud over attraktive boliger og byområder er Brøndby Kommune også i fuld gang med at skabe plads til de mange nye borgere i dagtilbud, skoler og ældrecentre.
”Brøndby Kommune udvikler sig hastigt i disse år, hvor nye byområder og borgere kommer til, og vi har en stor opgave, der følger med, som vi er i fuld gang med at løse. Tidligere i år har vi derfor indviet et nyt profilbørnehus, og vi åbner endnu et nyt profilbørnehus senere på året samtidig med, at vi udvider kapaciteten på skolerne”, siger Maja Højgaard.
Ud over byudviklingen i Kirkebjerg er ’Fremtidens Brøndby Strand’ også et stort ambitiøst byudviklingsprojekt, der skal binde bydelen bedre sammen med fokus på ny bymidte, rekreative grønne og blå områder, ny skole og et bredt udbud af boliger. Udviklingen foregår lige nu og de næste tyve år.
De mange nye borgere bliver inviteret på en årlig dag på Brøndby Rådhus, hvor de får lejlighed til at hilse på borgmesteren, møde de mange fællesskaber og blive klogere på de lokale muligheder.
Læs mere om Brøndbys historie
På Forstadsmuseets hjemmeside kan man læse mere om, hvordan Brøndby de sidste 100 år har udviklet sig fra landbrugssamfund til en moderne forstad. En af de tidligste opgørelser fra Folkeregistret viser, at der pr. 5. november 1924 boede 1.851 indbyggere i Brøndbyerne, som det hed dengang.
Kontakt
Staben for Politik og Organisation
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Tlf. 43 28 28 28