Køge Bugt bør med i ny marin naturnationalpark for Øresund

De syv borgmestre i Køge Bugt Alliancen kræver nu, at den sydlige del af Øresund og Køge Bugt bliver en del af den nye marine naturnationalpark, som miljøministeren netop nu er ved at beslutte.

Havmiljøet i Køge Bugt og den sydlige del af Øresund har akut brug for beskyttelse. Ilten forsvinder, fedtemøg og alger vokser, mens fisk og havdyr lider. Derfor skal området udnævnes til at være en del af en marin naturnationalpark.  

Det er budskabet lige nu fra Køge Bugt Alliancen, fordi miljøminister Magnus Heunicke står over for at beslutte, hvorvidt Køge Bugt og den sydlige del af Øresund skal være en del af en ny marin naturnationalpark for Øresund.  

Beskyt Øresund fra nord til syd 

Brøndbys borgmester Maja Højgaard var sammen med de seks øvrige borgmestre i Køge Bugt Alliancen samlet i denne uge for at drøfte truslerne mod havmiljøet i Køge Bugt og den sydlige del af Øresund - helt ned til Rødvig på Stevns. De lægger vægt på, at både Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening også ønsker, at det samlede havmiljø i Øresund skal beskyttes i en marin naturnational park. 

Køge Bugt Alliancen har lige siden 2022 arbejdet for, at såvel det nordlige Øresund som Køge Bugt udpeges som Marin Naturnationalpark. På det netop overståede HAVETS FOLKEMØDE i Brøndby blev dette ønske gentaget flere gange – blandt andet over for miljøministeren.  

DN og Friluftsrådets anbefaling om Øresund:  

Øresund består af tre forskellige økologiske områder, der tilsammen er afgørende for Øresund som samlet økosystem.   

Dansk Naturfredningsforening, DN, og Friluftsrådet anbefaler, at det sydlige Øresund og herunder Køge Bugt også bliver omfattet af den kommende marine naturnationalpark.  

DN og Friluftsrådets anbefaling er dog, at der fortsat kan udvindes råstoffer tre sømil fra land, og Køge Bugt Alliancen er enig i, at der fastsættes en tre sømile-grænse for den nye naturnationalpark. 

Køge Bugt Alliancen arbejder for, at en kommende marin naturnationalpark omfatter Øresund fra nord til syd, sådan som det fremgår af kortet.

Kontakt

Teknik- og Miljøforvaltningen

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Tlf. 43 28 24 10

teknik@brondby.dk

Åbningstider

Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

Telefontider

Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

Kommunikationsteam

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Tlf. 43 28 28 28

kommunikation@brondby.dk

Sidst opdateret den 05. september 2024
Skrevet af Brøndby Kommune