Brøndbys borgmester ser gode muligheder i ny sundhedsreform

Maja Højgaard, borgmester i Brøndby Kommune, er meget tilfreds med, hvordan aftalen om sundhedsreformen er endt.

”Jeg er lettet og glad på borgernes vegne over, hvordan aftalen er endt”.

Sådan lyder reaktionen fra Brøndbys borgmester, Maja Højgaard, efter aftalen om den nye sundhedsreform blev præsenteret.

“Det er dejligt at have en regering, der lytter, og så må jeg som socialdemokratisk vestegnsborgmester også anerkende, at de også er nødt til at lytte til andre end mig, når der skal laves politik for hele landet”, siger hun og peger på, at der bl.a. er blevet lyttet til, at der skal fokus på palliation.

Maja Højgaard, som er uddannet læge, har tidligere udtrykt bekymring over, hvordan den demokratiske repræsentation af borgerne ville være i sundhedsrådet.

”Jeg vil gerne kvittere for at man har valgt at udvide antallet af demokratisk valgte i den nye storregion Østdanmark og samtidig lader det være mere fleksibelt, hvordan vi fra kommunerne bliver repræsenteret ind i de nye sundhedsråd. Den demokratiske repræsentation bliver fortsat mindre gennemskuelig, men noget bedre end det oprindelige forslag.”

Borgmesteren er bl.a. positiv overfor, at der nu skal kigges på adgangen til praktiserende læger:

“Borgerne i Brøndby får også gavn af en ændret aftale med praksislægerne, med det formål at gøre det mere attraktivt at være praktiserende læge, der hvor folk er mest syge.”

Kontakt

Pressekontakt

Line Rønø Baun
Teamleder for Kommunikation

Tlf. 43 28 22 34 / 60 22 79 44
ligub@brondby.dk

Pressekontakt

Anni Hornbak Sperling
Kommunikationskonsulent

Tlf. 43 28 21 33
kommunikation@brondby.dk

Sidst opdateret den 15. november 2024
Skrevet af Brøndby Kommune