Brøndby Kommune får et ungeråd
Kommunalbestyrelsen i Brøndby har besluttet, at Brøndbys unge får et Ungeråd fra 2025.
Hvis du er i alderen 14-25 år, og du har en særlig tilknytning til Brøndby Kommune, så er der gode nyheder. Kommunalbestyrelsen har netop besluttet, at Brøndby Kommune får et ungeråd fra 2025, hvor unge får en stemme og mulighed for at få indflydelse på beslutninger, der vedrører de unge.
I ungerådet kan de unge bl.a.:
- Være et talerør for alle unge i Brøndby.
- Sætte præg på kommunen ved at give input til politikerne om initiativer, politikker og projekter, der vedrører unge.
- Lære om demokrati og få erfaring med at arbejde sammen med andre om idéer og beslutninger.
- Være med i et fællesskab med andre unge.
- Sætte gang i spændende projekter og fede arrangementer – ungerådet får 70.000 kr. årligt til f.eks. projekter, lokale initiativer og arrangementer.
Anette Pilmark, formand for Børne- og Skoleudvalget i Brøndby Kommune, ser frem til at få et ungeråd i Brøndby og ser mange gode perspektiver i det:
”Jeg er utrolig glad for, at Brøndby Kommune nu får et ungeråd, som sikrer, at de unge får en mere markant stemme på de områder, der interesserer dem. Det bliver et forum, hvor unge får mulighed for at mødes og engagere sig i de emner, som de synes er vigtige. Jeg glæder mig til at se, hvad de unge finder på. Derudover er der også en stærk kobling til vores nye sammenhængende børne- og ungepolitik, hvor ungerådet har en vigtig rolle i forhold til fokusområderne om ”trivsel og stærke fællesskaber” og ”vejen til uddannelse”.
Ligeledes er Harun Muharemovic, formand for Beskæftigelsesudvalget, positiv over for det nye ungeråd:
”At unge i Brøndby Kommune får mulighed for at engagere sig inden for de emner, som de synes er vigtige, er jeg meget begejstret for. Med ungerådet får de unge både en direkte kanal til os politikere, ligesom de får mulighed for at arrangere og støtte lokale projekter og aktiviteter. I dag har unge i hele landet en lav demokratisk selvtillid, så ungerådet i Brøndby kan forhåbentligt være med til at styrke både den demokratiske forståelse og selvtilliden blandt de unge”.
Hvis du synes, det lyder spændende, eller du kender en, der synes det kunne være interessant, så hold øje med Brøndby Kommunes hjemmeside og Facebook, hvor vi snart fortæller mere om ungerådets første møde.
Kontakt
Børne-, Kultur- og Idrætsforvaltningen
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Tlf. 43 28 28 28
Åbningstider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00
Telefontider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00