Nytårshilsen fra borgmesteren

Borgmester Maja Højgaard ønsker alle et godt nytår og ser tilbage på året der er gået.

Kære Brøndby-borgere

Vi har mange stærke fællesskaber i Brøndby. Det mærker vi i vores kulturliv, i idræts- og fritidsforeninger, i sociale foreninger og i boligselskaberne. Fællesskaberne er det fundament, vi står stærkt i og vi kan gøre det endnu bedre.

Som borgmester er en af mine vigtigste opgaver at udvikle rammerne for gode fællesskaber. Ikke kun fordi det giver styrke og glæde. Men også fordi det er gennem fællesskabet, at vi kan adressere mange af de samfundsmæssige udfordringer, som mange kommuner oplever i disse år.  

Vi har en sikker kurs i Brøndby. Men vi står også over for udfordringer som trængsel i vores børneinstitutioner og på vores plejecentre og klimaforandringer, hvor vandet bliver vildere fra himlen og havet. Samtidig er der færre i den arbejdsdygtige alder og flere, der har brug for samfundets sikkerhedsnet.

Her er fællesskaberne en del af nøglen. Vi kan ikke bare gøre, som vi plejer. Men det er vigtigt, at vi holder fast i de værdier, vi plejer: Vi passer på hinanden og er klar med omsorg, når livet går ned af bakke.

Det går heldigvis godt i Brøndby. Med Strategi Brøndby 2030 som pejlemærke kan vi nu se konkrete resultater i forhold til vores fem fokusområder: Flere i uddannelse og beskæftigelse, større variation i natur og grønne områder, mere idræt, sport og bevægelse hele livet, mere varierede boligformer og mere klimavenlig kommune.

Lad mig give et par eksempler fra året, der er gået. Et år, hvor jeg med stor stolthed og en stor portion ydmyghed blev valgt som borgmester, da Kent Magelund gik på velfortjent pension.

Vi gør os umage med vores samarbejder

2024 har budt på både fremskridt og glædelige begivenheder, som da Sasha, Martin og deres lille nye datter flyttede til Brøndby og vi rundede 40.000 borgere.

De mange nye børn betyder også, at vi er i fuld gang med at udvide vores skoler og dagtilbud. Børnehuset Tranehaven, med fokus på bæredygtighed, natur og biodiversitet, er åbnet og snart følger Børnehuset Kirkebjerg med fokus på idræt, bevægelse og kulturelle udtryksformer. Børnehuset er også det første med DGNB Guld-certificering, som betyder bæredygtighed både socialt, økonomisk og miljømæssigt.

Det kommunale anlægsloft gav os ikke mulighed for selv at bygge et plejehjem. Derfor har vi indgået en aftale med PensionDanmark Ejendomme om et nyt friplejehjem, der skal drives af Diakonissestiftelsen. Det er to meget kompetente partnere, som vi deler mange værdier med, og jeg er helt tryg ved at vi sammen kan skabe gode, trygge rammer for vores ældre borgere.

Samtidig træder en ny ældrelov snart i kraft, og vi er i fuld gang med at forberede os til de nye opgaver. Heldigvis sætter loven selvbestemmelse, omsorg og relationer i centrum. Det flugter godt med vores egne planer for fremtidens hjemmepleje, hvor vi vil arbejde med faste, kendte ansigter, der kommer i borgernes hjem. Vi ansætter også en social visitator, der skal hjælpe udsatte ældre til at flytte godt på plejehjem.

Jeg vil gerne sige stort tak til alle de mange lokale frivillige ildsjæle og organisationer for deres enestående indsats med alt fra vågetjeneste, fællesspisning, idrætsaktiviteter m.v. Den ekstra værdi, det giver, når mennesker engagerer sig frivilligt, er et helt uvurderligt supplement til vores kommunale tilbud. Det er den bedste måde, vi kan bekæmpe ensomhed på.

Derfor er jeg også glad på vores børns og unges vegne for samarbejdet med Red Barnet Vestegnen. Vi har afsat penge til ’fritidspas’, som er en hjælp til at betale for fritidsaktiviteter, mens Red Barnet støtter med følgevenner og nu også familieoplevelsesklubber for udsatte børn og deres forældre.

De gode samarbejder står i kø i Brøndby i disse år. Det har stor betydning for os at give Brøndby Strand et samlet løft. Og specielt bymidten trænger til nyt liv. Det kræver de helt rigtige samarbejdspartnere og det har vi fundet i AKF og Sampension. Vi har dannet et arealudviklingsselskab, så vi sammen kan udvikle bydelen med ny detailhandel, ny skole, ny infrastruktur og nye boliger.

Den grønne dagsorden er også et godt eksempel, der kræver fælles handling. Derfor er det skønt, at over 650 har engageret sig i ’Grønne Nabofællesskaber’, som har plantet skoleskov, organiseret repair caféer, tøjbyttedage m.m. Og vi fortsætter også støtteordningen ’Grøn Pulje’ til grønne initiativer i 2025.

Tak til alle, der bidrog og deltog i årets Kulturnat. Det var en inspirerende aften i fællesskabernes fællesskab. Her leverede kulturinstitutioner, foreninger og forretninger sammen et væld af oplevelser, som ingen af os kunne skabe alene. Så vi har brug for fællesskabet – og fællesskabet har brug for os. Ikke mindst når der i november 2025 er kommunalvalg. Her er det vigtigt at få alle stemmer med. Og jeg opfordrer alle til at deltage, så vi kan forme Brøndbys fremtid sammen.

Rigtig godt nytår til alle

Det går godt i Brøndby, men vi har fortsat mange opgaver foran os. Vi har heldigvis gode erfaringer med at bruge fællesskaber til at løse skiftende tiders store opgaver i Brøndby.

Derfor har jeg startet en tradition, hvor jeg rykker borgmesterkontoret ud i bydelene for at møde folk ansigt til ansigt. Tak for de mange gode drøftelser. Jeg er overbevist om, at dialog styrker fællesskabet, og derfor skal det også være nemmere at engagere sig i fællesskabet. Når vi alle er en del af et stærkt hold, gavner det hele Brøndby.

Tak for året, der er gået. Tak til alle samarbejdspartnere, virksomheder, medarbejdere og borgere. Rigtig godt nytår til alle.

Maja Højgaard
Borgmester

Maja Højgaard overtog borgmesterposten 1. juni 2024, da Kent Magelund gik på pension. Hun er uddannet læge og har tidligere været medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden i seks år, hvor hun blev valgt ind, da hun var 23 år. Hun bor i Brøndbyøster sammen med sin mand og deres to sønner.

Kontakt

Staben for Politik og Organisation

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Tlf. 43 28 28 28

staben@brondby.dk

Sidst opdateret den 10. januar 2025
Skrevet af Brøndby Kommune