Forslag til lokalplan 260 for den sydvestlige del af Sportsbyen
Kommunalbestyrelsen har på sit møde den 19. juni 2024 vedtaget at sende forslag til lokalplan 260 for den sydvestlige del af Sportsbyen i offentlig høring.
Periode: 3. juli 2024 - 15. september 2024
Status: Aktiv
Type: Høringer
Baggrund
I 2021 vedtog kommunalbestyrelsen Den strategiske udviklingsplan for Sportsbyen. Udviklingsplanen skal sikre, at Sportsbyen udvikles til et område, der inviterer til sport og bevægelse for både borgerne i Brøndby Kommune og for eliteidrætten. Samtidig skal udviklingen af området gøre Sportsbyen mere attraktiv, for at flere sportsorganisationer og -virksomheder vil etablere sig i området. For at kunne realisere det planlagte fysiske arbejde, som fremgår af Den strategiske udviklingsplan, skal der udarbejdes nye lokalplaner for området. Forslag til lokalplan 260 er den først lokalplan, som er blevet udarbejdet for Sportsbyen efter udviklingsplanens vedtagelse.
Forslaget til lokalplan 260 skal give mulighed for, at området kan udvikles, fra primært at have være anvendt som asfalteret parkeringsareal, til at blive et område med nye byrum samt vej- og stiforbindelser som indbyder til bevægelse, leg og ophold. Lokalplansforslaget giver også mulighed for, at der opføres nye idrætshaller og idrætsrelaterede erhvervsbyggerier i området. På den måde åbner lokalplanen også op for, at området kan bebygges markant mere end det førhen har kunnet. Lokalplanen skal desuden medvirke til at omstrukturere trafikken i området og mindske den gennemkørende trafik.
Høring
Høringsperioden løber frem til den 15. september 2024. Hvis du har kommentarer, indsigelser eller ændringsforslag, kan du komme med dem på ’Indsend kommentar' på de enkelte sider i den digitale lokalplan eller sende en mail til tmf-byplan@brondby.dk
Idéer, forslag og bemærkninger vil blive offentliggjort i forbindelse med den politiske behandling af sagen. I den forbindelse vil personoplysninger blive sløret, dog undtaget navn og adresse(r). Du kan læse mere om, hvordan vi behandler dine oplysninger i Brøndby Kommunes privatlivs- og databeskyttelsespolitik.
Borgermøde
I slutningen af høringsperioden den 10. september 2024 vil der blive afholdt et borgermøde, hvor alle interesserede borgere og organisationer kan få information om planens indhold og stille spørgsmål til Teknik- og Miljøforvaltningen. Mødested og præcist mødetidspunkt vil snarest fremgå her på siden.
Midlertidige retsvirkninger
Når et forslag til lokalplan er offentliggjort og indtil lokalplanen er endeligt vedtaget, må ejendomme, der er omfattet af planforslaget, ikke bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige plans indhold. Når høringsperioden til lokalplanforslaget er udløbet, kan kommunalbestyrelsen give tilladelse til, at en ejendom bebygges og udnyttes i overensstemmelse med planen.
Miljøvurdering
I forbindelse med lokalplanen er der udarbejdet en miljøscreening, jf. miljøvurderingslovens § 8, stk. 2. Kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om, at planen ikke er omfattet af kravet om miljøvurdering, jf. miljøvurderingslovens § 10, idet de anvendelses- og bebyggelsesmuligheder, som planerne åbner mulighed for, ikke vil medføre væsentlige miljøpåvirkninger. Begrundelsen fremgår af den offentliggjorte miljøscreening.
Hvor kan jeg se planen og kommuneplantillægget?
Se den digitale lokalplan: Forslag til lokalplan 260 med tilhørende miljøscreening.
Klagevejledning
Du har mulighed for at klage over kommunalbestyrelsens beslutning om ikke at udarbejde miljøvurdering, jf. miljøvurderingslovens § 16.
Du har mulighed for at klage i indtil 4 uger fra afgørelsens offentliggørelse. Din klage skal indgives skriftligt til Planklagenævnet. Du klager via Klageportalen, som du finder på Planklagenævnets hjemmeside.
Når du klager, opkræver Planklagenævnet et gebyr for behandling af klagen. Vejledning om gebyrbetalingen findes ligeledes på Planklagenævnets hjemmeside, hvor du også kan læse reglerne for, i hvilke situationer gebyret tilbagebetales. Du kan ligeledes finde yderligere oplysninger om klageportalen og sagsbehandlingen i øvrigt på Planklagenævnets hjemmeside.
Kontakt
Byplanteamet
Teknik- og Miljøforvaltningen
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Tlf. 43 28 24 48
Åbningstider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00
Telefontider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00