Vestbads udendørs bassiner lukket over sommeren
Vestegnens vandhunde kan godt få en dukkert hen over sommeren, men der skal følges op på restaureringen af Vestbads friluftsbad, og derfor er det kun de indendørs bassiner, som kan bruges. Til gengæld bliver det gratis for børn og unge i alderen 0-15 år.
Restaureringen af Vestbads friluftsbad blev besluttet i 2017 og sat i gang i 2018. Det omfattede bl.a. betonarbejde, genopretning af bassinkanter, nye fliser i bassinet og etablering af et nyt vandbehandlingsanlæg.
Efter arbejdet blev afsluttet, viste det sig, at der var brug for at bruge mere tid på noget af arbejdet. Det betyder desværre, at friluftsbadets udendørs bassiner ikke kan åbne i sommersæsonen som planlagt.
De indendørs bassiner er imidlertid ikke berørt, og derfor kan badegæster stadig hoppe i vandet indenfor, og som altid kan man boltre sig på de grønne områder omkring badet. Derudover har Rødovre Kommune og Brøndby Kommune, som driver badet i fællesskab, besluttet, at der bliver gratis adgang for børn og unge i alderen 0-15 år i hele sommerperioden fra uge 23-36.
”Jeg er glad for, at vi er landet på en løsning, hvor Vestbad stadig kan bruges hele sommeren, så alle både kan nyde solen og komme i vandet, selv om det selvfølgelig var at foretrække, at vi også kunne åbne friluftsbadet. Alle kan stadig nyde både det rekreative område, som badet omfatter ud over bassinerne, og alle kan få en dukkert i de indendørs bassiner, når solen bager,” siger Lene Due, formand for Vestbad og formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Rødovre.
Også i Brøndby Kommune, som er medejer af Vestbad, er der opbakning til løsningen med gratis dukkerter indenfor og solbadning udenfor.
”Der er mange, der glæder sig til sommersæsonen og en tur i friluftsbadet, så det er ikke en let beslutning. Men vi skal være sikre på, at vi er helt i mål, før vi åbner de udendørs bassiner igen. På den baggrund har vi fundet en god løsning, så ingen bliver snydt for en sommerdukkert trods alt”, siger Kent Magelund, der er næstformand for Vestbad og borgmester i Brøndby Kommune.
Fakta: Vestbad ejes af Rødovre Kommune og Brøndby Kommune og ligger henover kommunegrænsen syd for Roskildevej i boligområdet Kærene. Vestbad blev etableret i 1958-59, og anlægget har nu både en indendørs svømmehal, kurbad, motionscenter og saunagus samt det store, grønne udeareal med to svømmebassiner.
Kontakt
Kommunikationsteam
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Tlf. 43 28 28 28