Gå til hovedindhold

Kvartershus i Brøndby Strand vil styrke fællesskabet

Som en del af Fremtidens Brøndby Strand-projektet er der et stærkt ønske om at opføre et nyt kvartershus, der skal være et samlingspunkt for både nuværende og nye borgere. Formålet er at fremme fællesskaber og skabe social sammenhængskraft på tværs af boligområder og bydelen som helhed. Huset vil tilbyde faciliteter og aktiviteter, der kan benyttes af alle – på tværs af generationer, kulturer og sociale grupper.

28. mar. 2025

Vi er i gang

Som et af seks projekter på landsplan er opgaven med et nyt kvarterhus i Fremtidens Brøndby Strand blevet en del af et udviklingsprojekt, som gennemføres og finansieres af den filantropiske forening Realdania og Landsbyggefonden. 

Udviklingsprojektet løber i 2025, og har til formål at nytænke og udvikle centrale mødesteder i almene boligområder. Sammen med fem andre kvartershus-projekter mødes parterne til værkstedsmøder og netværk sideløbende med, at parterne i Brøndby Strand-projektet arbejder sammen om dette projekts udfordringer. 

Samarbejde mellem forskellige parter

Det er ambitionen, at et nyt kvartershus skal opføres på kanten mellem nyt og eksisterende byggeri, der har forskellige ejerformer. Kvartershuset vil understøtte visionen for byudviklingsprojektet Fremtidens Brøndby Strand, som er en fysisk og socialt blandet by.

Kvartershuset vil desuden forbinde de to almene boligorganisationer, der mødes i Tranumparken. Derfor gennemføres udviklingsprojektet som et samarbejde mellem Boligselskabet Tranemosegård, Postfunktionærernes Andels-boligforening og de tre forventede parter i et kommende arealudviklingsselskab: AKF, Sampension samt Brøndby Kommune. Undervejs vil bydelens borgere blive inviteret til at komme med ønsker og ideer til fællesskabsfremmende aktiviteter i kvartershuset. 

Første skridt er at udvikle en samarbejdsmodel  

Første skridt er at udvikle en model for samarbejdet om et kvartershus. Modellen skal sikre, at tre forhold er på plads:

  • Lovlige juridiske, organisatoriske og økonomiske rammer til etablering, ejerskab og drift af et kvartershus
  • Enighed om geografisk placering, om hvilke aktiviteter kvartershuset skal rumme og beslutning om at være med i eventuel realisering
  • En fornuftig udnyttelse af arealet i huset med bæredygtighed for øje

Næste skridt med store opgaver og beslutninger 

Det er forventningen, at udviklingsarbejdet foregår i 2025. Sideløbende og efterfølgende arbejder parterne på realisering af en model i Fremtidens Brøndby Strand. Det inkluderer blandt andet også at finde finansiering til design og byggeri af kvartershuset samt beslutning om deltagelse af hver part. 

Tilmeld dig Brøndby Kommunes nye nyhedsbrev

Kontakt

Fremtidens Brøndby Strand Sekretariat

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Har du en idé eller spørgsmål, så skriv til
TMF-FremtidensBST@brondby.dk

Træffetider i Strandboxen

Strandboxen er de gule containere ved Kulturhuset Brønden

Onsdage: 13.00 - 15:00

Sidst opdateret: 28. marts 2025