Gå til hovedindhold

Markant fald i sagsbehandlingstider for byggesager i Brøndby Kommune

En målrettet indsats og bedre organisering i kommunens Byggesagsteam har medført en markant reduktion i behandlingstiden for byggesager. På blot ét år er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid mere end halveret – fra 83 dage i 2023 til blot 30 dage i 2024 – til trods for, at der ikke har været et fald i indkomne sager. 

14. mar. 2025

Når borgere eller virksomheder ønsker at opføre en tilbygning, et nyt hus eller en anden konstruktion, der kræver byggetilladelse, skal de indsende en byggeansøgning til kommunen. Den kortere sagsbehandlingstid betyder, at ansøgere nu får hurtigere svar. Dette har bragt Brøndby Kommune i den øvre ende af DI Byggeris årlige opgørelse over sagsbehandlingstider i landets kommuner.

Det markante fald skyldes en omfattende indsats for at optimere sagsbehandlingen. Tiltagene inkluderer bl.a.: 
•    Ansættelse af flere medarbejdere
•    Implementering af et nyt sagsbehandlingssystem 
•    Bedre strukturering af opgaver 
•    Skærpet fokus på opfølgning

Samtidig har øget politisk bevågenhed og en målrettet indsats for at afslutte ældre, komplekse sager bidraget til den positive udvikling.

Borgmester Maja Højgaard glæder sig over fremgangen:
"Jeg er meget tilfreds med, at vores politiske fokus på at reducere sagsbehandlingstiden for byggeansøgninger har båret frugt, så vi er gået fra 83 til 30 dage på kun ét år. Det betyder, at borgere og virksomheder oplever en hurtig og effektiv service, når de søger om byggetilladelser hos kommunen."

Hos Byggesagsteamet er ambitionen fortsat at yde den bedst mulige service. Selvom de ikke tør forudsige, hvor de lander på næste års DI-opgørelse, er målet klart: At fastholde den høje effektivitet og sikre en smidig sagsbehandling for alle ansøgere.

Tilmeld dig Brøndby Kommunes nye nyhedsbrev

Kontakt

Byggesagsteamet

Teknik- og Miljøforvaltningen

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Telefon: 43 28 24 37

E-mail: tmf-byggesag@brondby.dk

Åbningstider

Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

Telefontider

Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

Sidst opdateret: 14. marts 2025