Beboerklagenævn
Du kan klage til Beboerklagenævnet, hvis du bor i alment byggeri og du mener, at enten udlejeren eller andre beboere overtræder visse regler.
Beboerklagenævnet er et nævn, som man kan klage til, hvis man bor i alment byggeri og mener, at visse regler bliver overtrådt. Det kan både være sager, som er rettet mod:
- udlejeren, eksempelvis vedligeholdelse og istandsættelse samt formalia ved lejevarslinger
- andre beboere, eksempelvis hvis de er til gene med støjende adfærd, vold eller vanrøgt af boligen.
Med Beboerklagenævnet har beboere i lejeboliger mulighed for at få afgjort klager uden at skulle gå til boligretten (som hører under det sædvanlige retssystem). Alle beboerklagenævnets afgørelser kan som hovedregel ankes til boligretten. Beboerklagenævnet er nedsat i medfør af Lov om almene boliger § 96.
Beboerklagenævnet er sammensat af en formand og to medlemmer. Formanden skal være jurist og udpeges af Statsforvaltningen, og de to medlemmer skal være bekendt med almene lejeforhold. De to medlemmer udpeges af Kommunalbestyrelsen efter indstilling af henholdsvis de større udlejerforeninger og lejerforeninger i kommunen.
Sekretariatsbetjeningen varetages af Brøndby Kommunen.
Beboerklagenævnet behandler klager og tvister, der vedrører lejemæssige vilkår mellem lejere og udlejere i det almene byggeri. Det kan f.eks. være vedrørende:
- Formalia i forbindelse med varsling af lejeforhøjelser (dvs. overholdelse af tidsfrister, og ikke huslejens størrelse)
- Boligens stand ved indflytningen
- Frister for udlejers udførelse af arbejder i det lejede
- Lejers ret til at foretage installationer og forbedringer af det lejede (råderet mm.)
- Vedligeholdelse og istandsættelse (herunder ved fraflytning)
- Lejers pligt til at tilbagebetale beboerindskud eller depositum
- Lejers betaling for varme, vand mv.
- Lejers betaling for fællesantenner
- Lejers ret til fremleje, til bytte og til fortsættelse af lejemål
- Husordensovertrædelser
- Lovligheden af beslutninger, der er truffet af beboerdemokratiske organer (dvs. om de beboerdemokratiske regler er overholdt)
- Anvisning af almene familieboliger
- afgøre, om en klager har ret
- erklære om en beslutning i beboerdemokratiet er gyldig
- sende en advarsel til en beboer
- give en beboer en betinget opsigelse (det vil sige, at opsigelsen kun kan føres ud i livet, hvis vedkommende gentager sin forsyndelse)
- behandle sager om erhvervslejemål, idet disse henhører under domstolene som 1. instans (Boligretten).
- behandle tvister mellem lejer og udlejer i private udlejningsejendomme, se Huslejenævn længere nede på denne side.
- opsigelse eller ophævelse af et lejemål
- Huslejens størrelse (hører under det kommunale tilsyn)
- forholdsmæssigt afslag i lejen som følge af mangler ved det lejede
- Hvorvidt en beslutning truffet af de beboerdemokratiske organer er hensigtsmæssig og økonomisk fornuftig (hører under det kommunale tilsyn)
Både udlejere og lejere kan indbringe sager for Beboerklagenævnet. Det koster 167 kr. (2024) at indbringe en sag for Beboerklagenævnet. Beløbet reguleres en gang årligt.
Når Beboerklagenævnet modtager din klage, sender vi et kvitteringsbrev. I brevet står der hvordan du betaler gebyret. Beboerklagenævnet iværksætter ikke en realitetsbehandling af den indbragte sag, førend beløbet er betalt. Beløbet refunderes ikke, selvom du får medhold i sagen. Alle sager, der ønskes behandlet af Beboerklagenævnet skal indbringes skriftligt med præcisering af, hvad det er, nævnet skal tage stilling til.
Klagen skal endvidere vedlægges den fornødne dokumentation for forholdet, der ønskes behandlet. Generelt vil det som minimum være kopi af lejekontrakten.
Sagen sendes eller afleveres til Brøndby Kommune, att. Beboerklagenævnet., Park Allé 160, 2605 Brøndby. Eller sendes på e-mail til: beboerklagenaevnet@brondby.dk
Beboerklagenævnet fremsender klagen til modparten til udtalelse. Fristen for svar er som udgangspunkt 2 uger, men kan i særlige tilfælde evt. forlænges.
Som administrativ klageinstans indhenter Beboerklagenævnet selv de fornødne oplysninger hos sagens parter og evt. hos offentlige myndigheder. Oplysninger, der indgår i nævnets afgørelse forelægges sagens parter til udtalelse.
Beboerklagenævnet afgør selv, hvilke nærmere undersøgelser, der skal foretages i sagen, og nævnet har ret til at indhente oplysninger hos sagens parter, alle offentlige myndigheder og private. Desuden kan nævnet foretage besigtigelse af ejendommen eller lejligheden – i sådanne tilfælde vil såvel lejer som udlejer blive indkaldt til besigtigelsen med mindst en uges varsel.
Ved besigtigelsen deltager nævnets formand, medlemmer og sekretær. I sager om husordensovertrædelser deltager tillige en socialt sagkyndig person.
Sagsbehandlingstiden er meget forskellig afhængig af, hvilken type sag det drejer sig om. Det følger dog af Lov om leje af almene boliger § 105, at Beboerklagenævnet skal træffe afgørelse senest 4 uger efter, at Beboerklagenævnet har modtaget svar på dets høringsskrivelser til sagens parter og evt. andre offentlige myndigheder. Hvis Beboerklagenævnet ikke har truffet en afgørelse inden udløb af fristen på 4 uger, kan klageren indbringe sagen for Boligretten uden at afvente Beboerklagenævnets afgørelse.
Udlejer og lejer kan ikke – hverken i Beboerklagenævnet eller i nævnssekretariatet – forvente at få råd og vejledning, der går ud over vejledning om hvilke typer af sager, der kan indbringes for Beboerklagenævnet, og hvordan man skal forholde sig i forbindelse med indbringelsen af en sag. Nævnet yder ikke rådgivning til lejer eller udlejer og optræder ikke på den ene parts side. Har man brug for rådgivning og vejledning, kan man udover at gå til advokat evt. få hjælp ved lejer- og udlejerorganisationer.
Beboerklagenævnets afgørelse sendes til sagens parter og deres evt. repræsentanter. Beboerklagenævnets afgørelse kan ankes til Boligretten. Dette skal ske senest 4 uger efter, at nævnets afgørelser er meddelt parterne.
Kontakt
Staben for Politik og Organisation
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Tlf. 43 28 28 28