Huslejenævn
Huslejenævnet er ikke en del af Brøndby Kommunes virksomhed, men er et uvildigt tvistenævn, der neutralt behandler og træffer afgørelser om uenigheder mellem lejer og udlejer.
Huslejenævnet er ikke en del af Brøndby Kommunes virksomhed, men er et uvildigt tvistenævn, der neutralt behandler og træffer afgørelser om uenigheder mellem lejer og udlejer.
Huslejenævnet kan derfor ikke rådgive eller vejlede i forbindelse med klagesager. Huslejenævnet besvarer ikke henvendelser om lejelovgivning el. lign. I så fald ville huslejenævnet ikke kunne betragtes som uvildig, hvis der senere opstår en konflikt, der indbringes for huslejenævnet.
Huslejenævnet er nedsat i medfør af Lov om boligforhold kapitel 9.
Huslejenævnet er sammensat af en formand og to medlemmer. Formanden skal være jurist og udpeges af Statsforvaltningen, og de to medlemmer skal være bekendt med huslejeforhold. De to medlemmer udpeges af Kommunalbestyrelsen efter indstilling af henholdsvis de større udlejerforeninger og lejerforeninger i kommunen.
Sekretariatsbetjening varetages af Brøndby Kommune.
Huslejenævnet kan træffe afgørelse ved uenighed mellem lejer og udlejer, når det lejede anvendes helt eller delvist til beboelse. Lejemålet kan være en almindelig lejlighed i en udlejningsejendom, en udlejet ejerlejlighed, en andelslejlighed, eller et udlejet parcel- eller rækkehus. Det udlejede kan også være et værelse som enten er en del at udlejers egen bolig eller et såkaldt klubværelse, hvilket vil sige et separat enkeltværelse.
Fremleje af de nævnte boligtyper er også omfattet af nævnets kompetence.
Disse typer sager behandler nævnet:
- Lejens størrelse, herunder regulering af lejen
- Vand- og varmeregnskaber
- Parternes pligt til renholdelse og fornyelse under lejeforholdet
- Lejerens pligt til istandsættelse ved fraflytning
- Tilbagebetaling af depositum efter lejerens fraflytning
- Udlejers varsling af lejeforhøjelser som følge af forbedringer i lejemålet
- Rimeligheden af aftaler mellem udlejeren og beboerrepræsentationen om forbedringsarbejder
- Antennebidrag og betaling af adgang til elektronisk kommunikationstjeneste
- Størrelsen af lejerens depositum og forudbetalt leje under lejeforholdet
- Regnskaber for konti til ind- og udvendig vedligeholdelse
- Lejerens råderet efter Lov om leje kapital 16
- Urimelige vilkår for leje af værelser, herunder udlejers opsigelse
- Manglende overholdelse af husordenen indbragt af udlejer.
- Forhåndsgodkendelse af husleje mod betaling af gebyr på 533 kr. pr. 1. januar 2022 jævnfør lov om leje § 132, stk. 2
- Besigtigelse før en modernisering efter Lov om leje § 19, stk. 3 mod betaling af et gebyr på 4.398 kr.
Huslejenævnet kan bl.a. ikke behandle:
Huslejenævnet behandler ikke sager om leje af bolig hos almene boligselskaber. Disse sager behandles af Beboerklagenævnet.
Spørgsmål om opsigelse og ophævelse af lejemål. Dog kan nævnet behandle visse tvister om opsigelse af værelseslejemål.
Lejerens brugsret i forbindelse med fremleje, bytte og retten til fortsættelse af lejemålet
Forholdsmæssigt afslag i lejen som følge af mangler ved det lejede
Spørgsmål om udlejerens ret til adgang til det lejede
Tvister alene om pengebeløb mellem parterne
Partsrådgivning.
Hvis huslejenævnet vurderer, at der er behov for egentlig bevisførelse i forbindelse med en sag, eksempelvis vidneafhøringer, syn og skøn mv. kan nævnet afvise sagen og henvise parterne til boligretten.
Inddrivelse af betalingskrav
Nævnet kan ikke hjælpe parterne med at få inddrevet deres betalingskrav fra den anden part, selvom nævnet har truffet afgørelse om, at en af parterne er forpligtet til at tilbagebetale et beløb til den anden part. I disse tilfælde må den pågældende gå til en advokat, retshjælp eller en lejer/udlejer organisation for at få hjælp.
Både udlejere og lejere kan indbringe sager for Huslejenævnet. I sager, hvor udlejer ensidigt varsler lejeforhøjelse er der regler, som pålægger udlejer at indbringe varslingen for Huslejenævnet, hvis han ønsker at opretholde det krav, der fremsættes i varslingen. Det gælder også i de tilfælde, hvor lejerne gør indsigelser mod vand- og varmeregnskaber, og udlejer ønsker at fastholde et evt. krav om merbetaling.
Det koster 357 kr. (2024) at indbringe en sag for Huslejenævnet. Beløbet reguleres en gang årligt. Når Huslejenævnet modtager din klage sender vi et kvitteringsbrev. I brevet står der hvordan du betaler gebyret. Huslejenævnet iværksætter ikke en realitetsbehandling af den indbragte sag, førend beløbet er betalt. Beløbet refunderes ikke, selvom du får medhold i sagen. Alle sager, der ønskes behandlet af Huslejenævnet skal indbringes skriftligt med præcisering af, hvad det er, nævnet skal tage stilling til. Klagen skal endvidere vedlægges den fornødne dokumentation for forholdet, der ønskes behandlet. Generelt vil det som minimum være kopi af lejekontrakten.
Sagen sendes eller afleveres til Brøndby Kommune, att. Huslejenævnet, Park Allé 160, 2605 Brøndby. Eller sendes på e-mail til Huslejenaevnet@brondby.dk
Huslejenævnet fremsender klagen til modparten til udtalelse. Fristen for svar er som udgangspunkt 2 uger, men kan i særlige tilfælde evt. forlænges.
Som administrativ klageinstans indhenter Huslejenævnet selv de fornødne oplysninger hos sagens parter og evt. hos offentlige myndigheder. Oplysninger, der indgår i nævnets afgørelse forelægges sagens parter til udtalelse.
Huslejenævnet afgør selv, hvilke nærmere undersøgelser, der skal foretages i sagen, og nævnet har ret til at indhente oplysninger hos sagens parter, alle offentlige myndigheder og private. Desuden kan nævnet foretage besigtigelse af ejendommen eller lejligheden – i sådanne tilfælde vil såvel lejer som udlejer blive indkaldt til besigtigelsen med mindst en uges varsel. Ved besigtigelsen deltager nævnets formand, medlemmer og sekretær. I sager om husordensovertrædelser deltager tillige en socialt sagkyndig person.
Sagsbehandlingstiden er meget forskellig afhængig af, hvilken type sag det drejer sig om. Det følger dog af lov om boligforhold § 86, at Huslejenævnet skal træffe afgørelse senest 4 uger efter, at Huslejenævnet har modtaget svar på dets høringsskrivelser til sagens parter og evt. andre offentlige myndigheder. Hvis Huslejenævnet ikke har truffet en afgørelse inden udløb af fristen på 4 uger, kan klageren indbringe sagen for boligretten uden at afvente Huslejenævnets afgørelse.
Udlejer og lejer kan ikke – hverken i Huslejenævnet eller i nævnssekretariatet – forvente at få råd og vejledning, der går ud over vejledning om hvilke typer af sager, der kan indbringes for Huslejenævnet, og hvordan man skal forholde sig i forbindelse med indbringelsen af en sag. Nævnet yder ikke rådgivning til lejer eller udlejer og optræder ikke på den ene parts side. Har man brug for rådgivning og vejledning kan man - udover at gå til advokat - evt. få hjælp ved lejer- og udlejerorganisationer.
Huslejenævnets afgørelse sendes til sagens parter og deres evt. repræsentanter. Huslejenævnets afgørelse kan ankes til Boligretten. Dette skal ske senest 4 uger efter, at nævnets afgørelser er meddelt parterne.
Kontakt
Staben for Politik og Organisation
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Tlf. 43 28 28 28